Familien Hall i Viby

af  Erik Hall

Erik Hall A - KristianeHall

Karen Kristiane Marie

Erik Hall A - JuliusHall

 Theodor Julius

Theodor Julius Hall blev født i Randers i 1862. Faderen væversvend Christian August Hall, hans mor hed Ane Kirstine Hansdatter. Begge forældre døde tidligt, og Julius – han brugte aldrig selv Theodor – kom på børnehjem/fattiggård i nærheden af Hørsholm. Efter sin konfirmation kom i lære som rebslager i Slagelse. I midten af 1880’erne var han en kort tid i Brasilien. Hjemme i Slagelse igen blev han gift med Karen Kristiane Marie Jensen.

Erik Hall A

    Familien Hall 1909, forrest Julius og Kristiane med August på skødet.
Bagerst fra venstre: Ellen, Oscar, Anna og Emmy.

 

  Karen Kristiane Marie Jensen – hun kaldte sig Kristiane – blev født i Slagelse i 1865. Hendes forældre var møllersvend Jens Jensen, hendes mor hed Maren Marie Rasmussen. Efter brylluppet med Julius i 1889 fødte hun samme år datteren Anna, som døde nogle uger efter fødslen. Børnene Jens August Christian, Emmy, Ellen, Oscar og Anna er alle født i Slagelse. Min far, August,er en efternøler, født i Viby i 1908

VIBY

”Viby. Station ved Banen Aarhus- Hammel og Banen Aarhus-Odder, ca. 5 Km. SV for Aarhus. Nu nærmest Forstad til Aarhus”. ( Illustreret dansk Konversationsleksikon, 1936)

 

1.

Kristiane og Julius Hall og deres 5 børn bor i Slagelse til 1906, så sker der en stor omvæltning i deres tilværelse. Hele familien flytter til Jylland, ikke til Randers, hvor Julius var født, men til Viby, en landsby, der er så gammel, at den allerede bliver nævnt i Saxos Danmarkshistorie. Her fortælles om et møde, som Valdemar den Store holdt på kongsgården i Viby i året 1176. Denne kongsgård er ikke identisk med den gård, vi i min barndom kaldte Kongsgården, og som lå på hjørnet af Borgvold og Horsensvej. Arkæologerne har fundet ud af med nogenlunde sikkerhed, at den oprindelige kongsgård har ligget lidt nord for Viby skole. Grunden til udvandringen fra Slagelse er almindelig kendt i familien. Foreningen for Danmarks Brugsforeninger, også kaldet FDB, havde besluttet at bygge fabrikker på et sted, hvor grunden var billig, tæt ved en jernbanestation og en by med en stor havn. Viby opfylder alle tre betingelser med en station, som næsten blev en del af fabrikken, og i en afstand fra Århus havn på 5 – 6 kilometer. Byggeriet går i gang i 1905 på et 3 3/4 tønder land stort grundstykke, som FDB køber af ejeren af Viby Kongsgård for 9000 kroner. Rebfabrikken er den første afdeling og bliver startet i 1906 med 4 ansatte, en kvartet, som Bedstefar må have været medlem af.

02 fdb

Hvorfor Julius søger og får arbejde i Viby, ved vi ikke, men han har åbenbart stadig haft eventyrblod i årene, og her var en udfordring, han kunne tage op, uden at han skulle skilles fra familien. Udfordringen har sikkert også bestået i, at han skulle være med til at bygge noget nyt op. På grund af sin tilknytning til socialdemokratiet har han ikke haft svært ved at få arbejde på FDB, og det kan ikke udelukkes, at han ligefrem er blevet opfordret til det. Hvad familien i Øvrigt har ment om udflytningen, ved vi ikke noget om. Børnene er efter tidens skik og brug næppe blevet spurgt, og Bedstemor har utvivlsomt været loyal over for Bedstefar, selv om det for hende må have været den hidtil største omvæltning i hendes 40-årige liv. I begyndelsen bor familien Hall til leje forskellige steder i Viby. Min far er født i i Kongsvang i et hus, der hed Villa Firkløve, et lidt mærkeligt navn, som min fætter Finn Frisch har givet mig forklaringen på. Huet. bygget til udlejning af Chr. Rohde, var delt i fire lige store lejligheder, altså firkløvet. Huset lå på venstre side af Skanderborgvej, når man kører ind mod Århus, lige der hvor Rosenvangsallé begynder, men de har også haft adresse på Alderslyst og i Lunds hus på Enghavevej, som gik under navnet ”Logebygningen” på grund af den lille tilbygning ned mod banen, som oprindelig blev lejet ud til forskellige formål. Omkring 1910 bygger de selv hus på Hørvej, eller rettere på Nyhjemsvej, som min fætter Finn kan huske, at vejen hed dengang. Parallelvejen, som nu hedder Kløvervej, hed på det tidspunkt Nyvej. Huset bliver solgt i 1919 til familien Houlberg, og vi kaldte det da også altid Houlbergs hus. Manden med dette navn havde også sit arbejde på FDB.

 03 hørvej

Huset på Hørvej ( Nyhjemsvej ) ca. 1916. August, Julius og Kristiane. Emmy og Inger i vinduet,

  Der går ikke lang tid, før familien Hall har etableret sig. Der har ikke været så mange ejendele at flytte rundt med på det tidspunkt, og indretningen af et hus eller en lejlighed har været meget enklere end i dag. Bedstefar har selvfølgelig spadseret på arbejde, en efter nutidens begreber temmelig lang tur, mens de bor i Kongsvang, men det bliver lettere, da familien flytter til Terp, hvorfra han kan gå til sin arbejdsplads på 10 minutter. Cykler! Ingen har vist nogensinde set Bedstefar eller Bedstemor på noget så avanceret som en cykel. Jeg har heller aldrig set hverken tante Emmy, tante Anna eller tante Agnes på cykel. Jeg havde engang en idé om, at kvinder født før år 1900 ikke cyklede. Det gælder vist også for de fleste, men tante Ellen var absolut en undtagelse; i mange år kom hun cyklende til Terp med hunden Chang som hjælpemotor, og hun blev ved med at cykle, til hun var langt over 80 år. Kun et styrt og et brækket ben kunne få hende til at holde op. Viby 1906. Det må ikke have været nemt for børnene at flytte fra Sjælland til Jylland, selv om det også har været spændende. De har alle talt udpræget sjællandsk og er måske blevet drillet i begyndelsen på grund af deres dialekt. Jeg husker ikke nogen rest af det sjællandske hos børnene og heller ikke hos Bedstefar eller Bedstemor. Sidstnævnte brugte dog enkelte vendinger, som vi ikke kendte her, og de blev ved med at følge hende resten af livet. Her er et eksempel. Hvis der var noget, Bedstemor ikke kunne lide eller havde svært ved at tygge, så sagde hun: ”Det kan jeg ikke færdes med.” Den vending brugte min mor ofte for sjov. Emmy, Ellen, Oscar og Anna bliver indskrevet i Viby Skole, som de senere kan forlade efter 7. klasse for at begynde deres arbejdsliv, de 3 piger sandsynligvis som tjenestepiger – husassistenter, ville man nok kalde det på et senere tidspunkt, mens det vel knap eksisterer i dag. Oscar blev karl på landet. De har alle 4 været med til at indvi den imponerende bygning, som altid er blevet kaldt ‘Den Hvide Skole’, bygget i 1905 og taget i brug i 1906. Der var 4 klasselokaler og en imponerende gymnastiksal, der i min skoletid var blevet omdannet til sangsal. Anna har begyndt sin skolegang samtidig med indvielsen. Førstelæreren er H. C. Olesen, hans søn Holger Olesen bliver senere lærer på skolen, men han er nok mest kendt som igangsætter af biblioteksvæsenet i Viby. Thøger Rasmussen er andenlærer og organist, hvad han aflønnes for med 85 kroner om måneden plus frit værelse. I 1923 bliver han ansat i Århus og får sideløbende med sit lærerarbejde på Frederiks Allé Skole en fin karriere som koncertsanger, inden han i 1949 bliver den første leder af Det Jyske Musikkonservatorium, hvor både min kone Bodil og vores datter Anne har fået deres uddannelse. De øvrige lærere på dette tidspunkt hedder Juliane Pedersen og Marie Faarvang. Sidstnævnte omtales i bogen ‘Viby Sogns Historie’ af August F. Schmidt, hun var ueksamineret, som der står skrevet, men blev genansat det ene år efter det andet som medhjælper i forskolen. ”Viby Sogns Historie” fortæller, at hun gentagne gange ansøgte om lønforhøjelse, men det blev afslået på grund af Økonomisk ugunstige tider.

B2454Den Hvide Skole” 1906

 

I en af de gamle skoleprotokoller kan vi se, at Anna Hall til 1. klasses eksamen den 3. oktober 1906 har fået følgende karakterer efter en skala, hvor 6 var det højest opnåelige: Religion = 6, Læsning = 5 1/2, Skrivning = 5, Hovedregning = 4 3/4, Naturkundskab = 6. Hovedkarakteren bliver udregnet til 27 1/4, mens der ikke er anført noget i rubrikken Sædelighed, som jeg tidligere har ment må være et andet udtryk for opførsel, men det kan det ikke være, for ved en senere karaktergivning får hun 9 i Opførsel, og så er vi pludselig gået ud over 6-skalaen. Højst forvirrende. I april det følgende år er der eksamen igen, jo, børnene bliver skam testet efter alle kunstens regler, men Annas karakterer har ikke ændret sig synderligt. Hun må fortsat betegnes som en særdeles dygtig pige, der har kunnet fremsige sine salmevers uden at gå i stå. I en lignende protokol finder vi navnet Oscar Hall. Han går i 5. klasse i 1910 og får følgende karakterer den 25. april: Religion = 5 ½,, Historie = 3 ½, Læsning = 4 3/4, Skrivning = 5, Regning = 4 ½. Naturkundskab = 4 ½. Tegning = 3 ¾   Retskrivning = 4, Geografi = 3 -3/4. Som det ses, så er Oscar ikke så boglig begavet som sin søster Anna, men han får dog skrabet 38 3/4 point sammen, hvilket gør ham til nummer 15 af klassens 35 elever. Slet ikke dårligt af min yndlingsonkel, der engang fik følgende skudsmål af sin lillebror, min far: “Oscar, han kan give sin sidste skjorte væk.” Skoleprotokollerne fra Viby Skole er kun delvist bevarede, og det er ikke lykkedes mig at finde noget om de andre søskende, heller ikke om min far, der må have påbegyndt sin skolegang i 1915 og afsluttet den i 1922.   Nogle år efter ankomsten til Viby dør den ældste søn Jens Christian August Hall, kaldet August, af lungebetændelse. På det tidspunkt er han i lære som smed. Dødsfald på grund af lungebetændelse er ikke ualmindelige på den tid, men det må have været et hårdt slag for familien. Min kusine Inggerda husker, at hendes mor — min tante Emmy — har fortalt, at August havde været til bal på kroen, hvor han havde fået for meget at drikke. Han havde lagt sig i grøftekanten for at hvile sig og var faldet i søvn i det våde græs. Det kom han ikke over. Det er en tragisk og næsten grotesk begivenhed. En ung mand, der dør efter en brandert – søn af en afholdsmand! Om hans dødsår har jeg længe været i tvivl, for jeg har bildt mig selv ind, at han døde, før min far blev født i 1908, og jeg har derfor gættet på 1907, da familien Hall kom til Viby i 1906. En opringning til kordegnekontoret i Viby giver nu den oplysning, at Jens Christian August Hall døde i Kongsvang den 10. marts 1909. Det passer også med, at han efter min kusine Ellen Margrethes udsagn var 18 år og næsten udlært som smed. Det må have ligget i min underbevidsthed, for da hun fortalte mig det, kunne jeg godt huske, at jeg havde hørt det før. Det mærkelige er stadigvæk navnene. Jens Christian August bliver kaldt August, det er også det eneste navn der stod på hans lille gravsten, men min far bliver også kaldt August, og der er således en periode på næsten 5 måneder, hvor der har været to August-drenge i familien, for min far blev født den 25. oktober 1908. Det lyder mærkeligt! Jo, men der er en naturlig forklaring på det, som Ellen Margrethe har hjulpet mig på sporet af, da hun kunne huske, at der blev fortalt, at min far var meget stor og tung at bære, da han blev døbt. Og det kan man vist roligt sige, for han er næsten 8 måneder gammel, da han bliver døbt i Viby kirke den 13. juni 1909. Han bliver opkaldt efter sin storebror, der på det tidspunkt har været død i godt 3 måneder. Nu blev det så opklaret, at August Valdemar ikke var noget erstatningsbarn for Jens Christian August, hvad jeg altid havde forestillet mig på grund af navnesammenfaldet. Min far har egentlig aldrig omtalt sin afdøde storebror, og han har jo heller aldrig kendt ham. Fra de øvrige søskende har jeg heller ikke hørt ret meget om Jens Christian August i tidens løb — bortset fra at tante Ellen sagde, at jeg lignede ham lidt! Det viste sig altså, at min far var et ganske almindeligt kærlighedsbarn ligesom de andre børn. Heldigvis.

Erik Hall BEfternøleren med trompet.

Med en  far, der var trofast socialdemokrat, var han selvfølgelig selv medlem af D. U.I.

Da min far bliver født, er hans mor 42 år, hans far 45, men som vi har set, er det ikke ualmindeligt i familien Jensen at få børn i en sen alder — og præventionen var jo altså ikke opfundet endnu. Han har 5 søskende: Jens Christian August 17, Emmy 15, Ellen 13, Oscar 11 og Anna 10. Den lille August bliver naturligvis familiens kæledægge og bevarer lidt af den rolle resten af livet. Selv i en sen alder behøver han blot at fortælle en gammel vittighed for 17. gang, så fniser hans ældre søstre som små piger og kikker beundrende på ham. Ligesom sine forældre bliver August boende i Viby resten af sit liv, for begge parters vedkommende dog med et enkelt års samlet afstikker til Vestjylland.

07 Agnes og Oscar

Der er ikke plads til alle de dejlige gamle fotografier.
Jeg har dog ikke kunnet stå for dette billede af et nydeligt ungt par: Agnes og Oscar.

 

 

2

Fysisk var Julius Hall en lille mand. Jeg har et fotografi, hvor han står imellem sine to sønner, Oscar og August. De er begge en del større end ham, og ingen af dem var særlig store. Både onkel Oscar og min far var mindre end mig, og jeg er 1 meter 70 centimeter! Bedstefar var nok nærmest det, man i min barndom kaldte en “overskåret kæmpe”. Bredden passer ikke rigtig til højden. Billedet er taget efter 1932, for det år købte Oscar og Agnes hus i Thorshavnsgade, som er en sidegade til Brendstrupvej, ikke langt fra den nuværende Hasle Ringvej. Her blev de boende til efter krigen, da huset blev skiftet ud med en ejendom i Sølystgade.

08 ThorshavnsgadeThorshavnsgade Oscar – Julius – August

 Julius Hall har et godt helbred det meste af sit lange liv, og han har masser af kræfter og energi, der får ham til at dyrke en mængde interesser. Han er altid i gang med noget, enten på arbejde, i hjemmet eller i det offentlige rum, som det hedder med et moderne udtryk. Man skulle tro, at de 60 ugentlige arbejdstimer på FDB, som i 1919 ved lov bliver nedsat til 48 – på det tidspunkt en af arbejderbevægelsens største sejre – er mere end nok, men Bedstefar har mange andre interesser. Han er som nævnt ivrig socialdemokrat, og hvad det angår, så er han kommet til den helt rigtige kommune, for på grund af FDB’s mange arbejdere, hvoraf mange har bopæl i Viby kommune, får socialdemokraterne flertal i sognerådet, dog først i 1917. Hvad familien Hall lever af i perioden 1917 – 18, ved jeg ikke. I hvert fald er rebfabrikken lukket på grund af 1. verdenskrig, men man kan da forestille sig, at FDB har hjulpet rebslagerne med midlertidigt arbejde i en af de andre afdelinger. Bedstefar er nok det, man kalder en rastløs, udadvendt natur, der har svært ved at være hjemme ret længe ad gangen. Jeg kan finde nogle af de samme træk både hos min far og mig selv. Ak ja, hvad er det dog, vi arver fra hinanden! Et indtryk af Bedstefars mange aktiviteter får vi bedst ved at studere en artikel i ‘Demokraten’ , den socialdemokratiske avis i Århus, fra den 21. november 1932 i anledning af hans 70 års fødselsdag 2 dage senere: 09 rebslager Julius Hall 70 år

Rebslager Julius Hall 70 år

  ” Rebslager Julius Hall, Viby, fylder Onsdag den 23.ds 70 Aar. Hall har været bosiddende i Viby siden 1906 med et Aars afbrydelse, hvor han arbejdede i Esbjerg. Fødselsdagsbarnet, der stadig arbejder paa F.D.B.´s Rebfabrik, fejrede for nogen tid siden sit 25 Aars Jubilæum. Hall har været og er stadig en meget aktiv partifælle. Han har siden 1920 været Kasserer for Socialdemokratisk Forbund, og denne Post beklæder han endnu trods den høje Alder til Medlemmernes fulde tilfredshed, og da man for et halvt Aar siden oprettede en D.U.I. – afdeling, valgtes Hall enstemmigt til Kasserer for denne. Også indenfor Fagbevægelsen har man haft Brug for Hall´s Arbejdskraft, idet han har været i Hovedbestyrelsen for Dansk Rebslagerarbejder-Forbund og stadig er i Bestyrelsen for sin Fagforening. I det offentlige Liv har Hall også virket, i 1920 valgtes han til Medlem af Menighedsraadet, hvis Næstformand han var i 10 Aar, og i Perioden 1925-1929 var han Sogneraadsmedlem. Idet vi føjer vor lykønskning til de mange, som Hall sikkert vil modtage på Onsdag, takker vi ham for hans store og uegennyttige Arbejde for Arbejderklassens Sag. “   Der er flere interessante oplysninger i ”Demokratens” flotte fødselsdagsartikel. Trods sine 70 år er Bedstefar åbenbart aktiv på arbejdsmarkedet, og det i sig selv er bemærkelsesværdigt. Også i 1932. Selv om han kunne være gået på pension – fået aldersrente, som det hed – som 65-årig, er han stadig i arbejde. Faktisk fortsætter han sit arbejde som rebslager på FDB, til han bliver 74 år. Fantastisk, imponerende og helt enestående. Det er utroligt så mange frivillige arbejdsopgaver, han har kastet sig over. I en periode får han også tid til at være aktivt medlem af Viby Mandskor. Min far var også medlem, og sammen har far og søn været til adskillige sangstævner. De sang begge bas, Bedstefar 1. bas, min far 2. bas. Om denne fordeling af stemmer skyldes familie­hierarkiet, ved jeg ikke. Sangen har åbenbart haft en vis betydning i familien. Tante Ellen var et højt værdsat medlem af Viby Blandet Kor i en lang årrække og blev æresmedlem allerede i 1938 for sit 25. års medlemskab. Det kan synes umuligt, men der bliver faktisk tid til at passe og pleje huset og især den store have efter alle kunstens regler, først på Hørvej senere på Enghavevej. Jeg husker min barndoms have som et mindre gartneri, hvor vi er selvforsynende med næsten alt i frugt og grønt. På et tidspunkt har der oven i købet også været duer og høns, som jeg dog ikke kan huske. Bagest i haven var der et redskabsskur, et ottekantet lysthus og det tidligere hønsehus. Disse huse er adskilt af et højt, slank asketræ, et omfangsrigt piletræ og et hyldetræ, der hvert år bærer så mange klaser af de sorte bær, som kun en barndomserindring kan retfærdiggøre. Husene og træerne fungerer i årene umiddelbart efter krigen som henholdsvis kahytterne og masterne på et skib, når min ven Mogens Voigt Lund og jeg leger ‘Børnene på Sydhavsøen’, ‘Nybyggerne i Canada ” eller en af de andre klassikere. Om sommeren holder Bedstefar mest af at være i haven i de tidlige morgentimer fra 5 til 7, inden han skal på arbejde. “Så bliver man ikke forstyrret af nogen”, sagde han engang til min far, der selv ikke havde noget imod at blive forstyrret under havearbejde for at få sig en god snak – gerne om fodbold. De fleste familiebilleder fra haven viser Bedstefar i træsko, blåt arbejdstøj og den uundværlige kasket med blank skygge, der i særlige tilfælde – kalkning eller maling af huset – kunne være erstattet af en aflagt blød hat med bred skygge. Han havde dog en hvid sommerjakke, som Bedstemor tvang ham til at tage på om søndagen, når de kunne risikere at få besøg af børnene til eftermiddagskaffe.   Bedstemors liv som hjemmearbejdende husmor har ikke haft offentlighedens bevågenhed, men det har ikke været mindre aktivt og slidsomt end Bedstefars. Med 5 -6 børn i huset, indkøb, madlavning, rengøring, vask, syltning, henkogning, stopning, lapning og ikke mindst børneopdragelse plus alle mulige andre gøremål af social-familiær art var det et heldagsjob 7 dage om ugen hele året rundt uden fridage og ferier. Kristiane fødte sit første barn som 23-årig, og hun var 42, da det sidste kom til verden. Det sidste var min far. Han forlod hjemmet, da han blev gift som 25-årig. Da var Bedstemor 67 år. Hun havde da haft børn i huset i 45 år og havde allerede på det tidspunkt en mindre flok børnebørn. Hun må have haft gode kræfter og stor energi, ja, i det hele taget et godt helbred, for ingen husker, at hun har været syg. Ifølge en af familieanekdoterne, som min mor har fortalt mig, havde hun engang på en af sine daglige indkøbsture til Viby hjulpet en stakkels gammel kone over Kongevejen, hvor der allerede dengang var stor trafik. En af de tilstedeværende kunne imidlertid fortælle, at den gamle kone var 10 år yngre end Bedstemor, som selv for længst havde passeret de 80!

3

‘Demokraten’ nævner også en periode, som familien tilbragte i Esbjerg. I Socialdemokratisk Partiforenings forhandlingsprotokol, som opbevares af Viby Lokalhistoriske Forening, kan vi læse følgende: ” Den ordinære Generalforsamling afholdtes Onsdag den 23. Januar 1919, Aften kl. 7½ med den paa Bestyrelsesmødet fastsatte Dagsorden. Formanden åbnede mødet og bød Medlemmerne velkommen. Udtalte på Forbundets vegne en Tak til det bortrejste Bestyrelsesmedlem Rebslager Jul. Hall for det Arbejde, han har udført i Forbundets og Partiets Tjeneste.”   Der har øjensynligt stadig været udlængsel og eventyrlyst i den snart 60-årige rebslager, men måske har han også været lokket lidt af et avancement og dermed et par trin opad på lønstigen. Han skulle nemlig være spindemester på en rebfabrik i Esbjerg. Bedstefar og Bedstemor og deres yngste barn, den 11-årige August, flytter til fiskerbyen i januar 1919, de øvrige børn bliver i Århus med deres respektive ægtefæller. Måske er Anna og Oscar ikke blevet gift endnu, men de to ældste er sikkert. Det har været svært for Bedstemor at tage afsked, også med børnebørnene; hun har på det tidspunkt fået to, som er søskende: Inger og Finn. Det følgende stammer hovedsageligt fra min far. Opholdet i Esbjerg bliver ingen succes, og det kommer kun til at vare et år. Maskinerne på rebfabrikken viser sig at være en katastrofe, de er håbløs forældede, og der er hele tiden store problemer med dem, som Bedstefar bliver tilkaldt for at løse på alle tidspunkter af døgnet. Trods sine mange kræfter er han ved at blive kørt helt ned, Bedstemor har sikkert savnet sine børn i Århus, og da August bestemt ikke bryder sig om at gå i skole i Esbjerg, hvor fiskerdrengene mobber ham, så han må flyttes til en privatskole, ja, så ender eventyret med, at familien vender tilbage til Viby, hvor Bedstefar ikke har problemer med at få sit gamle FDB-job på rebfabrikken. Måske har han haft aftale om en slags orlov. Den 20. april 1920 må familien Hall være tilbage i Viby, for nu viser optegnelserne fra protokollen, at Bedstefar igen søger optagelse i sin tidligere partiforening, hvor han naturligvis som tidligere medlem straks bliver accepteret og senere valgt til kasserer i 1922. Julius, Kristiane og August bor foreløbig til leje på Alderslyst, Solbjergvej 4. Huset ligger der endnu og har navnet IRENE. Deres værtsfolk hedder Berg, manden er ansat på FDB; en af familiens sønner, jævnaldrende med August, hedder Alfred, hans datter Jytte har min bror gået i klasse med i Viby Skole. Lokalsamfundet var ikke så stort i min barndom, vi kendte næsten hinanden alle sammen, og det har været endnu mere udpræget i 1920. Inden afrejsen til Esbjerg havde Julius været medlem af Socialdemokratisk Forening for Viby og Omegn, stiftet den 9. september 1906. Han er tilsyneladende ikke medlem fra foreningens start, idet vi første gang støder på hans navn i 1909, da han bliver valgt til dirigent ved en ekstraordinær generalforsamling den 31. september. I 1917 vælges han til sekretær og bliver dermed den, der skriver referat fra møderne. Disse eksisterer endnu i de originale protokoller, som opbevares af Viby Lokalhistoriske Forening i arkiverne under biblioteket i Viby. Det er interessant at læse mødereferater i Bedstefars let læselige håndskrift. Alle hans referater er meget lange og udførlige, de er godt disponeret, og i betragtning af sin mangelfulde skolegang har han været usædvanlig god til at stave, mens han så vidt mulig undgår at sætte komma, hvad der dog også er kendetegnende for de fleste andre referenter på den tid. Der er så at sige ingen fejl i referaterne, som han altid underskriver J. Hall. Det er en sand fornøjelse at studere for en afdanket skolelærer, der selv har været referent til at utal af møder. I et referat fra 1925 kan vi se, at Bedstefar er kandidat til sognerådet i Viby. Med 63 stemmer bliver han nummer 5 ud af 12 kandidater. Som nævnt andetsteds bliver han valgt. Jeg har ikke selv noget skriftligt fra Bedstefar, men derimod et brev fra Bedstemor stilet direkte til mig, da jeg var på sygehuset i 1945. Bedstemors brev er bestemt ikke uden fejl, men det er til gengæld så kærligt og inderligt, at jeg næsten må knibe en tåre ved fornyet læsning. Jeg var på Amtssygehuset på grund af min eksem – sammen med astma en ikke ualmindelig svaghed hos mændene i Hall-familien – og nu fortæller Bedste, at hun vil komme op og besøge mig om søndagen, at fru Lang har købt en bog til mig, at hun skal hilse mig fra tante Anna og tante Emmy, samt at fru Andreasen har givet hende en krone til mig. Jeg kan ikke huske, hvad bogen hed, som jeg fik af fru Lang på Hørvej, heller ikke hvad kronen blev anvendt til, men jeg fik et puslespil af onkel Oscar, som også besøgte mig på sygehuset, hvor afdelingssygeplejerskerne dengang blev kaldt søstre, fordi de tilhørte en nonneorden. Brevet er skrevet på linieret papir med en almindelig pen. Det slutter med, at Bedstemor fortæller, at de dagen efter skal til Ellen Margrethes bryllup, hvis Bedstefar har det godt Det er dateret fredag den 19. september 1945. I begyndelsen af 1900-tallet havde man en skudsmålsbog, når man skulle ud at tjene. Den har været anbefalelsesværdig, men ikke lovpligtig. Det er en meget højtidelig sag med stempler og underskrifter af diverse myndigheder og betydningsfulde personer, der fortæller, hvornår man forlader sin hjemby, og hvornår man igen vender tilbage. I Skudsmaalsbog for Ellen Marie Jensine Hall, fars søster, min tante Ellen, kan vi bl.a. læse følgende: Ellen Hall har tjent mig fra den 1. Maj 1916 til 1. Maj 1917. Underskrevet E. With­-Seidelin, København. Derefter følger en flot anbefaling fra samme dame, som benævner sig selv som intet mindre end Kommandørinde. Hun slutter med at skrive: — og da jeg nylig var syg, passede hun mig meget opofrende. Hun er i besiddelse af en god Karakter, og jeg vil ønske hende alt godt i Fremtiden. Det kan da kun have glædet forældrene at læse en sådan anbefaling. Endelig meddeler skudsmålsbogen, at den 22-årige Ellen Hall vender tilbage til Århus. Hun er måske først og fremmest rejst til København, fordi hendes tilkommende Anders Gravesera på det tidspunkt er soldat ved garden i hovedstaden. Nu vender hun tilbage til sin hjemby. Årsagen kan udmærket være, at hans soldatertid på samme tid er ved at være forbi. Folketællingen fra 1916 giver et par interessante oplysninger om familien Hall i Viby Terp. Det meddeles, at husstanden består af rebslager Julius Hall, født 1862 i Randers, hans hustru Kristiane Hall, født 1865 i Slagelse, samt et barn på 8 år, der hedder Oscar Julius Hall. De to første oplysninger er rigtige, men den sidste er forkert, for den 8 -årige dreng kan kun være min far, August; folketællingens pennefører har lavet en skrivefejl, eller måske er Bedstefar kommet til at give en forkert oplysning. Med samme adresse nævnes endvidere Emmy Hall, hendes datter Inger, født i 1914, og murersvend Hans Frisch, far til Inger. Tante Emmy og onkel Hans er altså endnu ikke blevet gift. Emmy har stillingsbetegnelsen fabriksarbejderske med arbejdsplads på FDB, hvor hendes årsindtægt i samme folketælling angives til 750 kroner, hvoraf hun har betalt 2 kroner og 10 øre i statsskat og 14 kroner og 63 øre i kommuneskat. Rebslager Halls årsindkomst angives til 1650 kroner, altså mere end dobbelt så meget som datterens, men han må så til gengæld erlægge 13 kroner og 50 øre i statsskat og hele 47 kroner og 35 øre i kommuneskat. Et par klik på lommeregneren giver som resultat, at tante Emmy har betalt 2,2 % i skat af sin samlede indtægt, mens Bedstefar har måttet erlægge 3,7 % af sin. Vi kan sagtens more os over datidens indtægter og udgifter og minimale beløbsstørrelser, men det hele skal ses i sammenhæng med pengenes købekraft og de faste udgifter, en familie havde dengang. Jeg ved, at min far 20 år senere får 40 kroner i løn om ugen som udlært snedkersvend, altså 2080 kroner om året, så inflationen har ikke været ret stor i 20’erne og 30’erne med valutakriser og arbejdsløshed. Af ugelønnen på 40 kroner får min mor i øvrigt 15 kroner til at klare husholdningen for. Det er 37,5 % af indtægten, der går til de daglige fornødenheder. I dag bruger en gennemsnitsfamilie ca. 10 %. Hvad der blev brugt på husleje, ved jeg ikke, men et gæt på 20 – 25 kroner om måneden er sikkert ikke helt forkert. I 1957 har jeg mit første lærerjob, jeg er “på græs” som vikar på en landsbyskole i Brændeskov lidt uden for Svendborg. Jeg får den særdeles tilfredsstillende løn af 800 kroner om måneden før skat. Desværre kan jeg ikke huske, hvad jeg året efter – det var jo før kildeskatten – måtte betale i skat af min vikarindtægt. Bedstefar har jo været så dum – det kan man vist godt tillade sig at sige – at sælge   huset på Hørvej, da de rejser til Esbjerg, i stedet for at leje det ud og se tiden an. Nu må familien begynde forfra, købe en grund på Enghavevej og bygge et hus, som får navnet NOVA, der er latin og betyder DET NYE. Grunden må som alle de øvrige i kvarteret være en udstykning fra Enghavegårds jorder. Mod syd grænser den til en mark, der som en lille bakke fører over til bækken, som skiller Viby fra LundshØj; mod vest ligger familien Sejrs lille hus, som senere springer i luften på grund af en gaseksplosion; mod øst er der en vandrig eng, der altid er oversvømmet om vinteren, og som først bliver drænet og bebygget på et langt senere tidspunkt, engang i 60’ernel da Viby kommune har købt Enghavegård og laver markerne om til et industrikvarter kaldet Engtoften. Mod nord løber Enghavevej, der senere bliver rettet ud og udvidet med fortov i begge sider. Det er også stærkt påkrævet på grund af den voksende trafik til og fra FDB, men betyder desværre, at hele vores forhave forsvinder, så husets veranda, som vi kaldte indgangspartiet, næsten kommer til at rage ud over fortovet. Jeg husker endnu min fars berettigede harme over det usle beløb, de fik for ekspropriationen.   17x  Enghavevej 18

Enghavevej 18 bliver Julius’ og Kristianes sidste adresse.
Her er min bror Ole og jeg født i henholdsvis 1942 og 1936.

 

  Huset på Enghavevej 18 er ikke særlig praktisk, for det er bygget i tidens stil med høj sokkel og gesimser langs tagrygningen, der skal kalkes hvert år. Det tager Bedstefar sig selv af med største selvfølgelighed i en lang årrække, men da han bliver gammel, forbyder familien ham at klatre op til gesimserne. Da han engang ikke får den ønskede øjeblikkelige respons fra min far på en anmodning om at gå i gang med kalkningen, rejser han selv den vakkelvorne træstige og går til vejrs med det resultat, at han falder ned. Han er heldig at lande både i en busk og i hækken ud til Enghavevej, ellers kunne det være gået meget galt. Nu kan han selv humpe op og lægge sig på divanen. Da han bliver bebrejdet sit dumdristige forehavende, brummer han blot: ” August ville jo ikke, den lort.”

10x Erik, bedstemor, ++

Erik, Bedstemor, Ole og Bedstefar. Sydsiden af huset.
Den omtalte stige ses til venstre. Billedet er fra ca. 1944.

 

  Adskillige år senere bliver det mig, der kalker gesimserne og tjærer tagpappet på den lille afsats ud for Bedstefars og Bedstemors køkkenvindue. Min far var ikke alt for glad for at komme op i højderne, men han stod altid og holdt ved stigen, mens han fløjtede lidt utålmodigt. Huset er et almindeligt rødstenshus med fuld kælder, to etager og med to lejligheder. Bedstefar og Bedstemor har aldrig boet andre steder end på 1. sal, hvor der er stue, soveværelse og et ganske lille køkken. Bag de opsatte sidevægge af tykt pap er der nogle små spændende rum helt inde under det skrå tag. I et af dem har Bedstefar et lille kontor, i et andet ligger der bunker af gamle ugeblade, som et nysgerrigt barn kan få mange timer til at gå med. Stuelejligheden bliver fra starten lejet ud for at klare terminen. De første lejere var en familie Nielsen, den sidste familien Rasmussen, hvor manden var ansat i et forsikringsselskab. Når min kusine Ruth havde været i søndagsskole i Viby, var det et fast ritual, at hun besøgte Bedstefar og Bedstemor i Terp. Hun var åbenbart også velkommen i stuen hos hr. og fru Rasmussen, for hun kan huske, at hun her fik lov at lege med en figur, der kunne skilles ad i mange stykker, og som så skulle samles igen. Udlejningen af stueetagen må have stået på i en halv snes år, for da min far og mor bliver gift i 1933, flytter de ind her og bliver boende til 1975, da de sælger huset og fabrikken samlet og flytter ind i en lejlighed på Holme Møllevej. Kort efter Irmas og Augusts bryllup i 1933 skal Inggerda, født i 1929, på besøg hos Bedstefar og Bedstemor sammen med en veninde. Da de går op ad trappen til 1. sal, peger Inggerda ned på stuedøren og siger så bedrevidende og betydningsfuldt, som kun et barn kan sige det: “Der bor nogen, der er gift. Bedstefars og Bedstemors økonomi er lige så gådefuld som Bedstefars liv. De har tilsyneladende ikke manglet noget væsentligt. Børnene ser altid pæne ud i tøjet, prøv bare at se på konfirmationsbillederne, og selv om det kunne være småt i den daglige husholdning – Karen erindrer, at Bedstemor gik helt til Århus efter noget, der hed spidsben – så har der hverken hersket sult eller nød. Jeg har da heller aldrig hørt nogen af børnene beklage sig. Der har også været midler til at lade bygge to huse i tidsrummet 1910 – 1922, hvilket nok skyldes, at Bedstefar havde en god, fast indtægt, der gav ham adgang til de nødvendige kreditforeningslån. Alligevel var der aldrig noget at rutte med. På Slagelse Mark brændte deres første hus, afholdshotellet gik sandsynligvis nedenom og hjem, og de mange flytninger har også været en belastning for økonomien. Og det måske allerværste: Karen husker, at Bedstemor engang med rædsel i stemmen omtalte kautionering. Bedstefar skulle efter sigende på denne måde være kommet til at sidde i en økonomisk klemme gennem en længere årrække.   Enghavevej 18 er min barndoms hus. Jeg erindrer hver krog af det, lige fra de øverste små, spændende huler til kælderen, hvor der i et af rummene står en gammel rulle af træ med store kampesten som vægt. Her får jeg altid en tur, når der bliver rullet tøj efter den faste månedlige vaskedag i kælderen med den gamle gruekedel, hvor min mor tager sig af begge familiers storvask, mens Bedstemor til gengæld står for kaffebrygningen og middagsmaden, der om vinteren altid består af grønkålssuppe eller gule ærter. Først i 1950’erne får vi en vaskemaskine sammen med en 6 – 7 andre familier i kvarteret, der danner en vaskeforening. Det var en af de store cylinderformede FERM, som ikke kunne centrifugere; men alligevel, hvilket mirakel, og hvilken enorm lettelse for husmødrene! Under krigen havde vi beskyttelsesrum i kælderen. Det var der ikke så mange familier, der havde, men vi var tæt på banen, hvor der, efterhånden som krigen skred frem, skete flere og flere sprængninger. Et lille rum lige før vaskekælderen fik vinduet blændet af med mursten, og der blev flyttet et par stole og en lille bord derned. Måske har der også været en madras. I krigens sidste fase var vi nogle gange nødt til at opholde os her, når der var luftalarm. Det skete for det meste om natten. Min mor, min bror, Bedstemor og jeg, men ikke Bedstefar. Som den stædige rad han var, nægtede han konsekvent at gå i beskyttelsesrum. Han blev oppe i lejligheden og tog sig en frisk skrå, mens flyvemaskinerne fløj hen over hovedet på os. Hvis døden kom, så kom den. Han troede på sin skæbne.

 12x Jens Christian August, konf jens Christian August

 Billedet til venstre er den ældste søn Jens Christian August som konfirmand i Slagelse i 1895.
Til højre har vi ham med cigaret i hånden.
Desværre er der ingen oplysninger på det, der fortæller hvor og hvornår, det er fra.

 

Engang troede jeg, det var et konfirmationsbillede, selv om det er lidt svært at afgøre på grund af den kunstige studieopstilling. Desuden får unge menneskers påklædning på den tid dem altid til at se ældre ud, end de er. Men jeg måtte selvfølgelig ændre mening, da jeg takket være Karen fik fat i konfirmationsbillederne af alle børnene født i Slagelse. Det kunne godt være taget i anledning af hans 18-års fødselsdag i januar 1909. Hvis denne antagelsen er rigtig, så står han for at skulle afslutte sin læretid som smed. Han ligner sin mor Kristiane, prøv at sammenligne med fotografiet af hende, da hun var 20 år. Det samme milde ansigt, det samme forsigtige, lille smil. Man kan se, han har et lommeur i sin vestelomme, det er sandsynligvis en konfirmationsgave. Her følger de øvrige børn som konfirmander

 15 Emmy konf

Emmy, ca. 1907

 14 Ellen konf

Ellen, ca. 1909

 16 Oscar konf

Oscar, ca. 1911

Anna ca 1912

Anna, ca. 1912

Efter Bedstemors død i 1949 er den øverste lejlighed lejet ud i et stykke tid, inden Ole og jeg flytter ind og får et værelse hver. Ole soveværelset, jeg stuen. De små rum under tagrygningen er vi fælles om. Huset er blevet handlet flere gange. For et par år siden blev det pudset – dog uden noget særligt fremragende resultat – og tilsyneladende moderniseret på begge etager både indvendig og udvendig. Jeg har altid ønsket at se det indvendigt og har overvejet at bilde en ejendomsmægler ind, at jeg er potentiel køber, men har ikke fået taget mig sammen til det endnu, når der var mulighed for det.

4

Kristianes og Julius’ børn bliver alle gift. De har alle boet forskellige steder i Århus og omegn, jeg nævner her den adresse, jeg husker bedst. Emmy bliver gift med murer Hans Frisch, de får børnene Inger, Finn, Ruth, Inggerda og Bente. De boede i mange år i en toetages villa på Edisonsvej i Rosenvang. Ellen får sin garder, Anders Gravesera, der er kontorassistent ved DSB samt meget andet, deres børn hedder Preben og Ellen Margrethe. Jeg husker svagt, at de har haft hus på Rosenvangsallé, men bedst den lille villa på Alphavej, hvor haven havde en ejendommelig udformning, fordi den tidligere havde været grusgrav. Oscar er først beskæftiget ved landbruget, men bliver senere salgschauffør på Bagermestrenes Rugbrødsfabrik, som han holder fast ved resten af sit arbejdsliv. Han bliver gift med Agnes, som er født Rasmussen, deres børn hedder Orla og Freddy. De har boet til leje forskellige steder i Århus, Orla er født i Nørregade, Freddy i Carl Blochsgade; jeg har nævnt huset i Thorshavnsgade, som jeg dog knap kan huske, det blev erhvervet i 1932 og solgt umiddelbart efter krigen. Derimod står lejligheden i Sølystgade lyslevende i min erindring, her har vi tilbragt mange timer med at spille kort i de små hyggelige stuer. Agnes og Oscars sidste fælles bopæl var en lejlighed på Ivar Huitfeldsgade på Trøjborg, som i dag bebos af deres barnebarn Lars og hans familie. Anna bliver gift med møbelsnedker Harald Olsen, der bliver medejer af møbelfabrikken Hansen & Olsen på Trøjborg, senere i Brabrand, deres børn hedder Karen og Ib. De har boet i Tordenskjoldsgade, men flytter senere ind i en flot, hvid villa på Viborgvej kaldet BAKKEHUSET. Den ligger der endnu med de flotte søjler, der bærer altanen. August er også udlært møbelsnedker, og på et tidspunkt arbejder han for sin svoger Harald, hvor han også har haft den sidste del af sin læretid. Senere er han med til at starte møbelstelfabrikken Hvolby & Hall i Viby. August bliver gift med Irma Jacobsen, deres børn hedder Ole og Erik. Der er efterhånden mange generationer at holde styr på, og jeg kan regne mig frem til, at vi er kommet så langt hen i historien, at der i dag må være et antal personer, der har Kristiane og Julius som tip-tip oldeforældre, og så taler vi altså om 6 generationer. Hvad mine fætre og kusiners ægtefæller, børn, børnebørn og oldebørn hedder, og hvor gamle de er, ja, det er jeg kun delvis klar over og har derfor sammen med fætre og kusiner ført slægtstavlerne up to date. Hvor mange efterkommere har Julius og Kristiane fået indtil nu, år 2004? Jeg har regnet lidt på det, og vi nærmer os 100. Da min far er en efternøler, bliver min bror Ole og jeg selvfølgelig også efternølere i forhold til alle kusinerne og fætrene på min fars side. Der er 28 års forskel mellem kusine Inger og min bror Ole. Ingers ældste søn, Johnny, som jeg legede en del med som barn, er et år ældre end mig. For nemheds skyld kaldte jeg ham fætter, ellers ville det have været lidt for indviklet. Men jeg kan ikke huske, at jeg nogen sinde har fundet det mærkeligt, at fætter Johnnys mor var min kusine. Heller ikke, at han kaldte Bedstemor for Oldemor. Det har sikkert været et højdepunkt i Bedstefar politiske liv, at han kommer i sognerådet, som dog var en slags regering i det lille samfund. Bogen ‘Viby Sogns Historie’ oplyser os om, at rebslager Julius Hall første gang bliver udpeget til sognerådsmedlem i 1918 som suppleant for Martin Møller Olsen. Det er sammen med kendte folk som bl.a. N. K. Nielsen og afholdsagitatoren og forfatteren L. Larsen-Ledet, begge Kongsvang. Anden gang er i hele valgperioden 1925 – 29, da den i Viby-sammenhæng senere så navnkundige Jens Juul er blevet sognerådsformand. Bedstefar er på det tidspunkt, altså 1925, blevet 63 år gammel, men som vi tidligere har nævnt, er han stærk og sej – som jyden – og han har efterhånden en stor erfaring at øse af og må være almindelig respekteret på grund af de mange ulønnede jobs, han har påtaget sig i og uden for socialdemokratiet.

  18 Sognerådet 1925-29Viby Sogneraad 1925-29

Siddende fra venstre: Chr. Pedersen, Chr. Rohde, J. Juul, Anthon Eriksen, Jul. Hall. Staaende fra venstre:
J. Larsen, N.K. Nielsen, Fr. Sørensen, H.C. Schrøder, O.P. Asholt.

  19 GuldbryllupGuldbrudeparret Julius og Kristiane Hall

Familien Hall er som tidligere nævnt abonnent på den århusianske socialdemokratiske avis ‘Demokraten i al den tid, familien bor i Viby. Søndag den 5. marts 1939 kan man læse følgende under Mærkedage, Guldbryllup: “Julius Hall & Kristiane Hall Et i Viby godt kendt Ægtepar, vor gamle trofaste Partifælle, Rebslager J. Hall og Hustru, Enghavevej 18, kan på Onsdag fejre deres Guldbryllup. Hall har i 30 Aar arbejdet på F.D.B.´s Rebfabrik og har i Tidens løb beklædt mange forskellige Tillidshverv såvel offentlige som indenfor Partiet. Hall erendnu Kirkeværge, hvilketHverv, han passer med sin selv i den høje alder aldrig svigtende Samvittighedsfuldhed. Fru Hall har i de 50 Aar været sin mand en trofast Medhjælper, som grundet hans mange Tillidshverv, der optog næsten al hans Fritid, selv har ordnet de hjemlige Problemer, herunder Opdragelse af 5 Børn.”   Her har vi fem af de sikre gæster ved og guldbrylluppet i 1939. Billederne er dog taget langt senere.

 Oscar_0001

Oscar

3 søstre

Ellen,  Emmy,  Anna

August Hall

August

 

 

 

 5

På sine rigtig gamle dage får Bedstefar problemer med hjertet. Han må have en af de såkaldte dynamitpiller, når han skal til Viby, og efterhånden må han også have en, når han skal hjem. Julius Hall dør den 18. november 1946. Om natten får han nyresvigt og bliver hentet af Falck, der kører ham på Amtssygehuset. Jeg er vågen og kan høre de voksne snakke sammen, men ikke hvad de siger. Da han bliver båret ud til bilen, siger han: “August, nu kreperer jeg.” Ikke en særlig smuk afskedsreplik, men yderst realistisk. Min far har fortalt mig om situationen – en anelse rystet ved erindringen. Han døde for øvrigt selv 43 år senere, også af nyresvigt. Bedstefar får i hvert fald ret. Han dør samme nat og bliver begravet på sin 84-års fødselsdag lørdag den 23. november 1946 fra Viby kirke, som er stuvende fuld. Følgende salmer bliver sunget: ‘Jeg lever og ved, hvor længe fuldtrøst’, ‘Som Dug paa slagne Enge’ og ‘Alt staar i Guds Faderhaand’. Og jeg, som gik rundt og troede, at jeg kendte alle danske salmer, må nu beskæmmet konstatere, at jeg aldrig mindes at have set eller hørt den første af de her nævnte. Men den findes skam i salmebogen, A. Berggren har komponeret melodien i 1873 til en tekst af B. S. Ingemann fra 1852. Bedstefar kommer til at ligge ved siden af sin ældste søn August, der døde i 1909. Der havde altid været en lille sten på det gravsted med navnet August, men mærkelig nok altid uden efternavn, fødsels- og dødsår. Der er for øvrigt en ejendommelighed ved den ene af Bedstefars dødsannoncer. Der er nemlig en fejl i den. Den fremstår som indsendt af Bedstemor og familien i fællesskab og indledes sådan: Min kære Mand, vor kære Far, Svigerfar, Bedstefar og Oldefar fhv. Rebslager Julius Theodor Hall   men han hed jo faktisk Theodor Julius Hall, selv om han kaldte sig Julius Hall. Nøjagtig den samme fejl har jeg selv gjort mig skyldig i, da jeg i 2003 skriver en artikel til ‘Vibybogen’ om min skoletid og i den forbindelse omtaler Bedstefars tilknytning til FDB og Viby. Bedstemor lever endnu 3 år og har i hvert fald sin familie at glæde sig over. Den bliver stadig større, og de fleste er flinke til at komme på besøg i den lille lejlighed på Enghavevej 18, hvor den store have i 1947 er blevet halveret for at give plads til Hvolby & Halls møbelstelfabrik, der på grund af brand må flytte fra Kongevej til Enghavevej. Der bliver stadig snakket, leet, spillet kort og drukket utallige kopper kaffe. Bedstefar havde også været glad for at spille kort, Finn fortæller, at Bedstefar og han har fået utallige spil seksogtres. Mens Bedstefar levede, havde familien på første sal og familien i stuen haft hver sin husholdning. Da Bedstemor er blevet alene, går hun med til at spise middagsmad sammen med os, men stiller som betingelse, at der hver dag skal kaldes på hende, så hun kan komme ned og skrælle kartofler. Man skulle jo nødig sidde til stads. Oppe i sin egen stue finder vi meget af tiden Bedstemor siddende i lænestolen på den lille forhøjning henne ved vinduet, som August har lavet til hende. Her har hun det bedste lys til fremstillingen af de broderikanter på lommetørklæder, som hun er ekspert i. Herfra kan hun også følge lidt med i, hvad der sker på vejen og se, når fru Lang går ud, og fru Johansen kommer hjem. I efteråret 1949 får Bedstemor lungebetændelse og bor nogle måneder hos tante Emmy og onkel Hans i Rosenvang. På en mærkelig måde er ringen sluttet. I 1916 havde Emmy og Hans haft deres første hjem hos Bedstefar og Bedstemor på Hørvej ( Nyhjemsvej ) sammen med Inger, deres førstefødte barn. Nu tager de imod Bedstemor og passer og plejer hende resten af hendes liv. Huset på Edisonsvej bliver Kristianes sidste hjem. Det er et smukt træk af hendes ældste datter og svigersøn. Bedstemor er sengeliggende og er kun oppe engang imellem, mest om søndagen, hvor hun bliver hjulpet ind i stuen for at høre gudstjeneste i radioen, men hun har mistet livsmodet og kommer sig aldrig. Jeg besøger hende nogle gange og fortæller om skolekomedien ‘De pokkers Unger “, som jeg skal spille med i til Viby Skoles skolefest i Folkets Hus. Hun hoster meget slim op, mens jeg er der, og jeg kan godt se, at hun er utrolig træt. Havde jeg været lidt ældre, ville jeg have vidst, at hun længtes efter døden. Der er ikke mere tilbage at leve for. Jens Jensen døde af lungebetændelse, Jens Christian August Hall døde af lungebetændelse, og nu dør Karen Kristiane Marie Hall også af lungebetændelse. Det sker den 14. december 1949. Hun bliver begravet fra Viby kirke søndag den 18. december og kommer naturligvis til at ligge i samme gravsted som sin mand og deres ældste søn. Til begravelsen bliver sunget: ‘Lyksalig, lyksalig hver Sjæl, som har Fred ‘Kirkeklokke, ej til Hovedstæder’, og ‘Altid frejdig, når du gaar’. Bedstemor var et elskeligt menneske. I dag kan det være vanskeligt at forstå en person, der med et moderne udtryk realiserer sig selv ved at være noget for andre, men en sådan person var Kristiane. For hende var familien alt. Jeg er sikker på, at alle holdt af hende. Jeg havde ikke været med til Bedstefars begravelse i 1946, men jeg var med til Bedstemors.Efter begravelsen var familien samlet i den lille lejlighed på Enghavevej 18. Den 24. december blev ikke særlig hyggelig det år, for vi havde altid holdt jul sammen med Bedstefar og Bedstemor. Der havde været tradition for, at far og Bedstefar tændte lysene på juletræet, mens Ole og jeg skulle blive i køkkenet, hvor mor og Bedstemor vaskede op. Men denne juleaften blev anderledes. Jeg kan huske, at mor græd hjerteskærende umiddelbart før, vi skulle i gang med julemiddagen. Det gjorde et stort indtryk på mig, for jeg havde aldrig før set min mor græde. Erindringen står stadig lyslevende for mig og giver en klump i halsen. Som det er typisk for børn, var det først senere, jeg kom til at savne Bedstemor for alvor.

6

Bedstemor og Bedstefar fejrede som tidligere nævnt guldbryllup den 8. marts 1939. Festen blev holdt på Hotel Viby, og hele familien var med. Det må have været en stor dag, ikke mindst for børnene. Inggerda, som var 10 år på det tidspunkt, var lykkelig over at få fri fra skole. Ruth kan huske, at det var en meget stor fest med spisning, dans og en masse mennesker. Hun var forlovet med Paul, men det var første gang, han var med til en af de store familiefester. Jeg kan ikke selv huske guldbrylluppet, for jeg var kun 3 år, men jeg må have været med til festen, for det blev senere fortalt, at jeg råbte hurra og Bedstemor og Bedstefar længe leve med stor begejstring. Der var blevet lavet tre sange til festen, og de eksisterer endnu. Der er ikke noget forfatternavn på de to, mens den tredje, som går på melodien “Der er noget i Luften”, er skrevet af VE. En håndskreven tilføjelse oplyser, at bogstaverne står for Valdemar Ellebo. En anden af sangene er børnenes sang til deres mor og far. Den går på melodien “Jens Vejmand”. Her følger sidste vers af den sang, som går på melodien “Der er et Land, dets Sted er højt mod Norden”

“I Dag – halvtredssindstyve Aar tilbage,

for Altret stod et Kærlighedens Par,

som ville dele Sorg og Modgangsdage,

og dette Løfte troligt holdt de har.

I Dag vi løfter Glasset for de kære,

I dag med krans af Guld de smykket står.

Vil Held og Lykke stedse hos dem være,

De ganske sikkert Diamanten når.”

  De nåede ikke at fejre diamantbryllup, så skulle Bedstefar have levet lige så længe som Bedstemor. Der havde været megen modgang i deres ægteskab, megen sorg, men også mange lykkelige begivenheder, som de sammen med den store familie kunne glæde sig over. Som gammel skolelærer ved jeg selvfølgelig godt, at det egentlig hedder bedstemor og bedstefar, altså stavet med lille begyndelsesbogstav, men dels passer stort begyndelsesbogstav bedst med den tid, de levede i, dels skal det i denne beretning opfattes som navne, en variation af Kristiane og Julius. Jeg har et stort ovalt billede i træramme af Bedstefar og et tilsvarende af Bedstemor, som jeg har fået foræret af min tante Ellen og onkel Anders. Billederne havde hængt i deres entré; det kunne vi – Ole, Lissi, Bodil og jeg – konstatere, da vi i forbindelse med tante Ellens 70 års fødselsdag i 1965 var på besøg på Alphavej, hvor jeg måske er kommet med et par kommentarer til dem. En dag – formentlig i sidste halvdel af 1960’erne – kom tante Ellen og onkel Anders kørende til Brabrand og forærede mig billederne med den begrundelse, at jeg nok var den, der ville sætte størst pris på dem. Det kan jeg selvfølgelig ikke garantere for, men overrasket og glad blev jeg, og billederne har i mange år haft en hædersplads ved mit skrivebord. Bedstemor er iført en højhalset mørk kjole med en stor broche i halsen. Hun har håret skilt i midten, det er skrabet tilbage og samlet i en knude i nakken. Hendes lille smil vil enhver, der har kendt hende, kunne nikke genkendende til. Jeg kan huske brochen, som hun sikkert kun har båret ved festlige lejligheder. Bedstefar ser alvorlig ud, som han gør på alle billeder. Han blev tidlig skaldet, men har på dette tidspunkt en smule hår tilbage og et stort trimmet overskæg. Han har stadstøjet på: gråt jakkesæt med hvid skjorte, stiv flip og slips, en mundering, som han sikkert ikke befandt sig særlig godt i, men nødvendigvis måtte iføre sig til familiefesterne og møderne i sognerådet – og tvungen fotografering. Hvornår er billederne fra? Desværre er der ingen årstal på, men jeg gætter på omkring 1915. Måske fra deres sølvbryllup i 1914.

23 kunne være det sidst

Dette billede kunne godt være det sidste af Kristiane og Julius.

  Dette er historien om drengen fra Randers, der tidligt bliver forældreløs. Han er rebslager i Slagelse, hvor han møder møllersvend Jensens datter. De bliver gift og holder sammen til deres dages ende. Jeg tror, Julius og Kristiane havde et godt liv sammen. Der er god grund til at skrive dette minde om dem. I min tidlige barndom var Bedstemor og Bedstefar en selvfølgelighed. Vi boede i samme hus, og de var der altid, når vi havde brug for dem, enten det var til børnepasning eller den ugentlige oplæsning om tirsdagen af ‘Familiejournalens’ populære tegneserier ‘Bamse og Dukke Lise’ og ‘Willy på Eventyr’. Min mor og far havde ikke for vane at bruge store ord, men de omtalte altid Julius og Kristiane med stilfærdig respekt og kærlighed. Jeg havde det bedst tænkelige forhold til Bedstemor og Bedstefar. Det var to mennesker med en lang række gode egenskaber: trofasthed, nøjsomhed, uselviskhed, beskedenhed og frem for alt en familiefølelse, der ikke er helt almindelig i nutiden – et smukt eksempel til efterfølgelse for deres mange efterkommere. Lad afslutningen på denne krønike da blive visdomsordene fra en af vore gamle fædrelandssange af Jeppe Aakjær.

Vor egen Dag er kort, men Slægtens lang.

25 Erik Hall

Erik Hall Marts 2010