Ti gode barndoms- og ungdomsår i Viby.
Af: Peter Thygesen
I 1949, da jeg var 13 år, byggede mine forældre hus på Krabbesholms Allé 5 lige bag Lystagers madrasfabrik. Grunden blev købt ved udstykningen af Kildevangen i 1941 og blev i de mellemliggende år dels brugt som nyttehave og dels som et dejligt opholdssted i familiens fritid. Skiftet fra den store by Århus, hvor jeg på grund af tyskernes beslaglæggelse af skoler siden 1942 havde gået i skole ikke færre end seks steder og til den lille by Viby var næsten overvældene positiv. For at forstå dette, er det nødvendigt at indskyde, at jeg i næsten to år havde gået i mellemskolen på Fjordsgades skole i Århus. Der var to indgange til skolen – en for piger og en for drenge, ligesom skolegården med et solidt smedejernsgitter var delt i en pigegård og en drengegård. Adskillelsen af kønnene fortsatte inde i bygningen, hvor der midt på hver etage var glasdøre, som ikke måtte forceres. Vi var i min klasse 36 drenge, som blev undervist af fortrinsvis ældre mandlige lærere, som opretholdt en streng disciplin!
På den baggrund er det ikke svært at forstå, at mit skoleskift til Viby skole fra den første dag oplevedes positivt. Gamle, hvidhårede viceskoleinspektør Carlsen tog venligt imod mine søstre og mig og fulgte os til vore respektive klasser – jeg til 2. mellem, som var en blandet klasse, som alle klasser på Viby skole altid havde været, så jeg kom nu for første gang til at gå i klasse med piger! Andet nyt var, at skoleåret skiftede 1. april og ikke som i Århus i forbindelse med sommerferien, hvilket bevirkede, at jeg kun kom til at gå i 2. mellem i ca. ½ år. Jeg faldt heldigvis hurtigt til i det anderledes og ikke nær så autoritære skolemiljø. Mod hvad jeg var vant til, var det dejligt at være elev i en lille skole med få klasser. Jeg fik snart gode kammerater, og min vurdering i dag er, at vi langt overvejende blev undervist af gode lærere, som set med elevøjne alle havde deres særheder, hvilket selvfølgelig resulterede i diverse fantasifulde øgenavne. Kun 2 af vore lærere frygtede vi, nemlig drengenes gymnastiklærer og gårdvagt Richard Rasmussen, hos hvem lussingerne sad løse, og klassens tysklærer, Einar Schrøder, som demonstrerede en meget uheldig side af sig selv, da han en dag kaldte Hilmar frem i klassen og slog ham med pegepinden, fordi han havde beholdt hatten på, da han dagen før hilste på Schrøder et sted i byen!
Det var selvfølgelig også dengang forbudt at slås med sne i skolegården og at lave glidebaner! Glidebanerne, som vi lavede alligevel, blev i timerne desværre ødelagt af pedellen, som strøede grus på dem! Gårdvagterne kunne naturligvis ikke håndhæve forbuddet mod sneboldkastning, men det hjalp meget, da der kom besked om, at skolen på en nærmere fastsat dag ville slutte undervisningen kl. 12, hvorefter alle – lærere som elever begav sig om på boldbanen ved siden af gymnastiksalen, hvor der blev dannet 2 store hold, som derefter, så længe de orkede kunne bekæmpe hinanden med sne og snebolde. Jeg er overbevist om, at en stor del af lærerne havde været så fornuftige at medbringe skiftetøj!
I forbindelse med min skoletid vil jeg også nævne konfirmationsforberedelsen og konfirmationen, som fandt sted i Viby kirke den 15. oktober 1950. Forberedelsen foregik 2 timer om ugen i præstegården hos pastor Gaarn Larsen og bestod mest af læsning i Luthers lille katekismus og af tekster fra Det nye Testamente, hvortil naturligvis kom salmevers. I Viby kirke havde man dengang den skik, at hver konfirmand under konfirmationsgudstjenesten skulle rejse sig fra sin plads og fremsige et selvvalgt salmevers. Det er næsten overflødigt at nævne, at der hurtigt opstod kappestrid om at finde det korteste vers – Erik Hall fandt det korteste! I dagene efter konfirmationen fik alle hjem besøg af pastor Gaarn Larsen, som kom for at hilse på og gratulere samt for at skrive konfirmandens skriftsted i den salmebog, som vi alle fik i forbindelse med konfirmationen. Da besøget var uanmeldt, traf præsten uheldigvis min mor i færd med at vaske gulv. Hun nød absolut ikke situationen, men fandt dog et glas sherry og et par småkager til gæsten.
Fra venstre: Henning Poulsen, John Robdrup, Leon Møller Nielsen og Peter Thygesen
Efter ”Blå mandag” med besøg hos ”Is Pedersen” i Paradisgade, en tur på konditori og en biograftur til 9-forestillingen fulgte de såkaldte ungdomsgilder, som for størstedelens vedkommende blev afholdt i private hjem – naturligvis uden alkohol, men med dans og mørkeleg, som uden tvivl fik det til at krible i kroppen på os. Jeg husker i hvert fald endnu, hvordan det føltes i al uskyldighed (og i mørke) at have en pige på skødet.
Når min skoletid i Viby fylder så meget positivt i min erindring, er jeg ikke i tvivl om, en stor del af æren herfor skal tilskrives vores klasselærer Ebba Højte, som ikke blot var faglig dygtig (dansk og engelsk), men som også på trods af, at hun var en lille spinkel kvinde forstod at tackle den flok pubertetsbørn, som vi var. Jeg mindes ingen konflikter, som ikke løstes ved en lille snak under 4 øjne.
Det er beundringsværdigt, at hun havde så meget engagement og overskud af tid, at hun sammen med Alfred Petersen kunne give os så mange gode oplevelser i form af weekendture til Dakbjeg-hytten i Alken ved Mossø (vi cyklede frem og tilbage), skolerejser til København og Norge samt måske den største oplevelse, da vi i 1951 under hendes instruktion med stor succes spillede årets skolekomedie – Hostrups ”Genboerne”.
Ved eftertanke har det været lidt sært i 1952 at forlade ”Den røde-” og ”Den hvide Skole” i Viby og flytte til den nye ”Vestergårdsskolen”, hvorfra vi i sommeren 1953 dimitteredes som skolens første realklasse. Jeg husker meget tydeligt den 28. oktober 1952, da alle Viby skoles elever med faner og musik i spidsen gik gennem byen til den nye skole. Indtrykket forstærkes måske af, at Poul Ib Mortensen og jeg nød den ære at bære skolens fane i spidsen for det lange optog.
Min konklusion på mine fire skoleår i Viby er ubetinget, at de var gode. På såvel Viby Skole som på Vestergårdsskolen var der en god ånd – vi fik en god undervisning, så på den baggrund er det måske ikke så mærkeligt, at ikke færre end otte af mine klassekammerater inkl. jeg selv senere valgte læreruddannelsen!
Fritiden blev stort set tilbragt sammen med klassekammerater eller skolekammerater. Efter konfirmationen den 15. oktober 1950, hvor de fleste af os fik nye cykler (letvægtere med gear og håndbremser) havde vi lettere ved at bevæge os rundt i byen, som jo slet ikke var så stor. Vi mødtes ofte på stadion (det gamle), hvor vi enten så på fodbold eller spillede minigolf. Op til stadion stødte præstegårdens have, hvorfra vi på ulovlig vis kunne forsyne os med frugt herunder valnødder, som desværre farvede hænderne brune! Udover det gamle stadion samledes vi ofte på torvet ved Sigfreds pølsevogn, eller vi splejsede til en time på hotellets keglebane. Jeg mindes også, at en del af os gik til dans på Møllers danseskole på hotellet. Fra den lyse årstid mindes jeg mange ture med klassekammerater i lejede robåde på åen til Brabrand sø, hvor vi nød at sejle båden ind i en sivskov og så bare blive liggende, indtil vi måtte tilbage og aflevere båden, inden turen blev for dyr.
Jeg var i mange år spejder, men vedblev i mine år i Viby at være tilknyttet DDS 7. Århus trop. Som et supplement til de lommepenge, som vore forældre kunne/ville give os, havde mange et eftermiddagsjob som bud i en forretning eller som avisbud. Så vidt jeg husker, tjente man som avisbud ca. 10 kr. om ugen. I totalisatoren på Jysk Væddeløbsbane tjente jeg i en periode fire kr. pr. løbsdag. Som lærerstuderende tjente jeg senere 4 kr. i timen for at give lektiehjælp.
Mine år i Viby, som i halvtredserne endnu var en lille by – skønt en stor forstad til Århus, var selvfølgelig præget af, at besættelsestiden med alle dens mangler endnu kunne mærkes. Af tekniske fremskridt mindes jeg fjernvarmen, overgangen fra jævnstrøm til vekselstrøm, og at telefonsystemet blev automatiseret – nu fik telefonnumrene 5 cifre, og
centraldamerne forsvandt. Mange vil uden tvivl huske den gamle telefoncentral på hjørnet af Kongevej og Stenkildevej – jeg tror aldrig, at jeg har set så mange ledninger føre ind i samme hus. For mig var det også mærkeligt, at jeg til midt i halvtredserne havde en klassekammerat Torben Veng, som med sine forældre boede i et ældre parcelhus, hvor der endnu ikke fandtes bad og toilet (træk og slip), hvilket køkkenhaven selvfølgelig nød godt af! Der har uden tvivl været mange, der som Torben og hans forældre en gang om ugen besøgte den kommunale badeanstalt med kar eller bruser, som lå i forbindelse med Viby Elværk!
I begyndelsen af halvtredserne var livet i Viby set med mine øjne endnu statisk – alt havde sin egen rytme. Jeg tænker her bl.a. på, at hver eller hver anden morgen mødtes herreekviperingshandler Guldberg, farvehandler Jensen, glarmester Dalsgaard og isen-kræmmer Thor hos barber Andersen på Kongevej for at blive barberet. De havde tid til at vente på hinanden, sludre, klunse med tændstikker eller læse avis, indtil alle var færdige – at åbne de respektive butikker havde man jo førstemanden til.
Viby udviklede sig hurtigt – det blev fra slutningen af fyrrene muligt med billige statslån – jeg tror, at renten var omkring 1,5 % – muligt at bygge parcelhuse. Hertil kom en del boligforeningsbyggeri, bl.a. Stenkildeparken, som gjorde sit til, at befolkningstallet steg så stærkt, at det, hvis jeg husker rigtigt, i 1959, da jeg forlod Viby, var omkring 15 000 indbyggere.
Efter realeksamen valgte jeg sammen med mine klassekammerater Henning Poulsen og Erik Hall at tage studentereksamen på Århus Akademi. Den bestod vi i 1956, hvorefter vi sammen fortsatte på Århus Seminarium, hvorfra vi blev lærere i 1959. Da begrebet studiestøtte endnu ikke var opfundet, var det en økonomisk fordel for os fortsat at kunne bo hjemme. Studiet var nemlig ikke gratis. Så vidt jeg husker blev elevbetalingen udregnet efter forældrenes indkomst, hvilket for mit vedkommende betød, at min far 2 gange om året betalte ca. 800 kr. for at holde mig til bogen. Hertil kom så udgiften til bøger og alle andre materialer. Transporten fra Viby til Seminariet på Trøjborgvej foregik, når vejret tillod det, altid på cykel, hvilket var nødvendigt for os, som ikke havde råd til at investere i de nymodens knallerter.
Efter endt militærtjeneste i 1960 har jeg indtil min pensionering i 1996 været ansat ved Aalborg skolevæsen, dels som lærer og dels som skolebibliotekar.
Lidt facts om familien Thygesen, som i 1949 flyttede til Krabbesholms Allé 5 i Viby:
Mine forældre var:
Christian Thygesen (1912 – 2000), arkitekt og bygningsinspektør ved Post og Tele-grafvæsenets 3. Ingeniørdistrikt i Århus.
Kirstine Thygesen (1904 – 1997) husmor.
Børn:
Peter Thygesen (1936 – ) lærer og skolebibliotekar ved Aalborg skolevæsen. Bosiddende i Aalborg.
Birthe Thygesen (1941 – ) gift Bak Pedersen, kontoruddannet, bosiddende i Harlev.
Kirsten Thygesen (1942 – ) gift Darling, børnehavepædagog, bosiddende i Kolding.
Mine forældre måtte i 1989 på grund af min mors sygdom sælge huset i Viby og flytte til en beskyttet bolig på Næshøjcentret i Harlev. De er begge begravet på Viby kirkegård.
Aalborg, april 2010
Peter Thygesen
*