Kongevej 21

Den gamle smedje på Kongevej 21

Det er et af de rigtig gamle huse, som fortælles om her. Brandforsikringsprotokollen viser, at der blev forsikret et hus her allerede i 1869, men der skulle gå fem år, før ordet smedje er nævnt.

Om denne første smedje ved vi intet, og vi skynder os op i 1900-tallet. Her købte smed Søren Nielsen ejendommen i 1902, og i 1904 blev hus og smedje brandforsikret for 6.200 kr., hvortil kom et beslaghus forsikret for 300 kr. B31a

Det ældste foto af den gamle smedje, taget ca. 1905, tre år før S. Nielsen solgte smedjen.

Det er så heldigt, at der i Viby lokalhistoriske Samling findes et billede fra ca. 1905, og det viser tydeligt både hus med smedje og beslaghus vinkelret herpå. At det er det rigtige hus, der er billede af , bekræfter et skilt over døren ind til smedjen. Navnet S. Nielsen fremgår nemlig tydeligt, mens resten af skriften er for utydelig. Der er også mennesker på billedet. Fire arbejdsklædte mænd med enten armene i siden eller over kors står ud for beslaghuset, mens to kvinder med nystrøgne forklæder står uden for indgangspartiet til boligen. Endelig er der tre småpiger også med nystrøgne forklæder placeret midt imellem. S. Nielsen var fremsynet. Da Viby Telefoncentral åbnede i 1907, var han blandt de første 16 abonnenter, og han var så heldig at få det fineste telefonnummer, nemlig nr. 10.

S. Nielsen solgte smedjen i 1908. Og det næste års tid var der flere handler. I 1909 købtes ejendommen af Jens Peter Sørensen, som senere fik navneforandring til Hejrskov. Han må efterhånden have fået en del at lave, idet folketællingen i 1916 viser, at han havde ikke mindre end tre smedelærlinge. I januar 1918 justeredes brandforsikringen og viser, at der nu var bygget et saddelmagerværksted. Igen er det så heldigt, at lokalsamlingen kan supplere med billeder.

B900542

Fotoet af “skilteskoven” er sikkert taget ca. 1918, året da J. P, Hejrskov solgte smedjen.

Sadelmagerværkstedet blev bygget i forlængelse af beslaghuset og helt ud til Kongevej, og en hel skilteskov på bygningen fortæller en hel del om aktiviteterne. Øverst på saddelmagerværkstedet kan man se to store skilte, der viser, at her findes Viby Vognfabrik ved J.P. Hejrskov. Skiltene giver også oplysning om telefonnummer 10, at det drejede sig om en beslagsmedje, og at indehaveren var autoriseret vand- og gasmester.

På hjørnet af saddelmagerværkstedet sad endnu et skilt, nemlig for sadelmager M. Poulsen, og det skilt annoncerede med ”Møbler og Chaiselonger” og ”Piske og Seletøj”. Bygningen rummer desuden flere små ikke særlig interessante skilte.

Interessant er derimod vognen, der holder på Kongevej uden for sadelmagerværkstedet. Mon ikke det er vognfabrikkens stolthed? Der er fine hynder, som nok er sadelmagerens værk. Billedet rummer en enkelt person, Han står under sadelmagerskiltet, og det er vel ikke forkert at antage, at det er sadelmager Poulsen.

B900541

Gammelt foto af smede-personalet, ca. 1918

På det ander billede skimter man døren ind til sadelmagerværkstedet, og sadelmageren er rykket et par meter til højre. Dette billede rummer mange personer, og de står med værktøj, der nok skal vise deres profession. Manden med saven skal være karetmager P. Jensen-Smed, der havde værksted i nabohuset, Kongevej 23, og mon ikke de øvrige er smede med forskelligt smedeværktøj. En lille pige i fin nystrøget kjole har dog også fået lov til at være med.

Samme år, som brandforsikringen blev justeret, i 1918, solgte P. Hejrskov til en smed N. Nielsen, men hans ejerskab blev ikke af lang varighed. Vibys første skatte- og adressebog 1920/21 viser nemlig smedemester Peder Sørensen som ejer, og hans ejerskab fremgår endnu af skatte- og adressebogen for 1936/37. Desværre er der huller i lokalsamlingens skatte- og adressebøger, og derfor vides det ikke, hvornår smed J. Almstrup overtog virksomheden, blot kan man se, at han var ejer ifølge skatte- og adressebøgerne for 1946/47. I telefonbøgerne var han med, nu med nummeret 41010 til og med 1960/61.

Smed Almstrup døde omkring 1960, og smedjen blev lejet ud. Cykelhandler Harry Buhl oplyser, at han blev eksproprieret fra Nordbyvej 6 i 1961. Han fik lov til at indrette smed Almstrups privatbolig til butik og fik sat butiksvinduer i, og han drev nu sin cykelforretning ”Viby Cykleforretning” fra adressen Kongevej 21 i fem år. Det skulle kun have været i tre år, men kommunen fik ham fejlagtigt ikke opsagt, så det blev fem år. Senere flyttede cykelforretningen til Kongsvang, hvor den fra adressen Skanderborgvej 111 blev drevet under navnet Viby Cykellager i over 30 år.

nr X

Den gamle bygning fra et foto fra november 1962.

Den lille bygning ud mod Kongevej, som i 1918 rummede et sadelmagerværksted, kom til at rumme forskelligt. En annonce i Kirkebladet fra 1932 viser, at H. Geer, Kongevej 21 havde cyklereparationsværksted. Han annoncerede også om, at han opladede akkumulatorer, som han hentede og bragte. Senere, og det er der nok en del, der kan huske, var her skomagerværksted. At gå fra sadelmagerværksted til cyklereparationsværksted og til skomagerværksted synes at være en naturlig udvikling, men at der en periode skal have været bagerbutik, virker noget mærkeligt. Ikke desto mindre viser brandforsikringen fra 1944, at der på det tidspunkt skal have været bagerbutik.

På billedet skimtes i baggrunden Hotel Mercur under opførelse og kort før bygningerne blev fjernet ca. 1968.