En emigrant krydser sit spor

af Henning Poulsen

 

Da jeg i 1969 skiftede bopæl fra Glostrup til Albertslund, kom jeg til et arkitekt-projekt mellem nogle gamle landsbyer og et statsfængsel. På få år var der foruden parcelhuse også S-tog og industrikvarter, et kulturcenter og en halv snes skoler. Et samfund under hastig udvikling.

I Viby havde jeg oplevet noget lignende. Men det var gået en smule langsommere. I 1930erne begyndte byen for alvor at forandre sig fra landsby til forstad. Ikke mindst FDBs fabrikker trak mange folk til, og også ansatte hos Frichs og DSB slog sig ned herude. I takt hermed udstykkede en del gårde deres jord, og en række villakvarterer skød op. Fra ca. 1920 til 1940 steg indbyggertallet fra 3500 til 8000, og i samme periode blev sognerådets socialdemokratiske flertal cementeret. Ved næste systemskifte omkring 1960 var det betegnende for den demografiske udvikling, at det var de konservative og ikke Venstre, der tog over.

 

Jeg blev andengenerations-indvandrer i kommunen. Min anetavle fortæller, at mine bedsteforældre alle fire stammede fra landet. Min farfar foretog en bemærkelsesværdig udviklingskurve fra bolsmand over husmand til gårdejer i Nørager på Djursland. Her kom en veksel desværre lidt på tværs, og han endte som havnearbejder i Århus – helt ribbet for medfødte liberale anskuelser.

Min far blev født 1899 i Århus som nummer 10 af 11 søskende. Som udlært værktøjsmager blev han i midten af 1920erne ansat på Centralværkstedet, hvor han arbejdede til pensioneringen i 1966. Han blev gift i 1925, og året efter blev min søster Margit født. Hun bor stadigvæk i Viby, og uvist af hvilken grund har hun aldrig heddet andet end Musse.

 

I 1930 købte familien en byggegrund på Kongsgårdens udstykning, og her byggede de året efter hus. Adressen blev Bernstorffsvej 13, og hele herligheden kom op i den nette sum af 14000 kr. – faktisk flere års løn, men så var det også med grund. I dette hus blev jeg i en forrygende påske-snestorm født 12. april 1936 som første indfødte Viby-indbygger i familien – og som efternøler udsat for udstrakt forkælelse. Samme år flyttede min mors forældre ind på 1. sal, så problemet barnepige var aldrig aktuelt.

Bernstorffsvej 13

Huset på Bernsdorffsvej 13 i begyndelsen af 1930’erne. Taget er repareret. Der kom nemlig en skypumpe forbi. Loftetagen blev understøttet af en jernbjælke, som senere viste sig at være en glimrende tv-antenne. Den vendte direkte mod Søsterhøj.

 

 

B100170

Der blev også sten tilovers til en temmelig stor stenhøj i et hjørne af haven. Her står min far, Jens Poulsen, foran sit værk sammen med et par familiemedlemmer, sikkert på min dåbsdag i 1936. De mange sten på grunden er brugt til gærdet ud mod vejen. 

 

Min mormor og morfar stammede begge fra Odder-egnen. Min morfar var født i Ørting, min mormor i Søby. De havde begge to startet deres løbebane med at tjene bønder, og det havde gjort, at de begge to blev overbeviste socialdemokrater; min morfar var i nogle år formand for vælgerforeningen i Hou, som han også havde været med til at stifte. Da familien i 1912 flyttede til Århus, blev han ansat ved Belysningsvæsenet og tumlede i flere år rundt med kabeltromler, indtil han sluttede af som cyklende tilsynsførende med udgravninger.

 

Min mor var den yngste af to børn, født i 1899 i Hou. Hun nåede at runde de 100 år, døde på plejecentret Borgvold, men boede formelt stadig i huset på Bernstorffsvej. Før hun blev gift og hjemmegående, havde hun arbejdet som stuepige i forskellige større husholdninger i Århus. Hendes sidste ansættelse var i konfektionsfirmaet Anthon Christensen på Clemensbro. Og på en måde sluttede hun ringen, da hendes hus 70 år senere blev solgt af det mæglerfirma, der var rykket ind i den gamle tøjforretning.

Min morfars tilknytning til huset i Viby var startet nogle år før han blev beboer. Han havde nemlig fået afløb for sin trang til hårdt arbejde, da han var med til at grave grunden ud. Det viste sig at være ret så besværligt. Som nævnt var grunden beliggende på Kongsgårdens areal, hvor terrænet skrånede ned mod engstykket ved Skanderborgvej. Har der mon engang været et stendige her? I hvert fald lå der tæt under jordoverfladen mange store stenblokke, som måtte flyttes, hvis huset skulle have kælder. De fleste blev skubbet ud til siden, men den største, som mindede om en noget formindsket Jelling-sten, blev med stort besvær slæbt op i den anden ende af haven, hvor den i nogle år tjente som siddeplads, når vi plukkede ribs og solbær.

Det var ikke helt efter min morfars planer. Han ville så gerne have genoplevet sin ungdoms glade arbejdsliv og forvandlet stenen til skærver. Men det sagde min far nej til. Han mente, at der nok kunne blive brug for den engang. Til hvad sagde han dog først, da morfar døde i 1942. Da fik han den som gravsten. I mange år stod den lige nord for kirkens kor (tæt op ad ”det hellige tagdryp”). Nu er den forsvundet, vel sagtens slået til de skærver, han ikke selv fik slået.

 

B100171

Sommer i haven 1937. En etåriges forventningsfulde skuen ind i en uvis fremtid sammen med mormor, morfar, søster og en fynsk fætter.

B100172

September 1942 på en bænk i parken. Min morfar er netop død, og mor og mormor har travlt med at give hattene sort lak.

 

Min tidligste barndom står noget uklar i erindringen, men et par fix-punkter dukker alligevel op. De er nært forbundet med gadehjørner. Første hjørne var det fjerneste hjemmefra. En tur i klapvogn gennem hele byen og ud til Ormslevvej for at møde far, når han kom fra arbejde. Herude gav Lystagers fabrik en 3-årigs fantasi vinger gennem det næsten surrealistiske kæmpebillede på gavlen med en damptromle, der kørte over en springmadras. Det lokale svar på Dali!

 

Lidt senere var det hjørnet Kongevej-Horsensvej. Her gik jeg ned sammen med morfar og tog plads på sladrebænken foran et gammelt, faldefærdigt hus. Her kunne vi altid møde et par af hans ungdomsvenner, som også var havnet her i byen. Stedet blev hurtigt indhyllet i tobakståger fra hel- og halvlange piber. Og jeg fulgte med så godt jeg kunne. Jeg havde nemlig fået min første lille pibe, da jeg fyldte 3 år. Og den var også stoppet med morfars tobak, der vistnok hed melange. I stedet for at antænde tobakken pustede han røg ned gennem pibehovedet, og så var det ligesom at ryge rigtigt. Tænk at blive tilvænnet så tidligt og alligevel blive afvænnet på mindre end 70 år!

Nå, men der sad vi så og ordnede verdenssituationen, og jeg fik udvidet mit ordforråd med begreber som fagforening, Hitler, Kursild (han var minister i England), lock-out, svineeksport, karensdage (udtalt som pigenavnet) og mange andre helt nødvendige, hvis man skulle følge med i en diskussion på rimeligt niveau. Men det var ikke kun åndelig føde, der kunne hentes på hjørnet. Der lå en isbod, og set i børnehøjde er det jo ikke det værste man har. Nogle år senere, da bilerne igen begyndte at rulle, blev hjørnet det sted, hvor vi sad og nedskrev bilnumre. Hvad vi brugte dem til – det aner jeg ikke!

 

Tredje hjørne, det nærmeste fra hjemmet. Her lå biografen. Jeg har nok været 4 år, da min søster lod sig overtale til at tage mig med til en forestilling søndag eftermiddag. Efter eget udsagn har hun bittert fortrudt det, for jeg tilbragte en stor del af tiden under stolen og grinede højt på de mest forkerte steder i handlingen (også kaldt ”forsinket reaktion”). Sådan noget fandt hun pinligt, men det afholdt hende dog ikke fra at tage mig med igen. Det var i ”Kino”, at jeg oplevede mine første, ikke nætter, men  ”eftermiddage i paradis”. Det blev vanedannende og gjorde mig til den filmnarkoman, jeg er i dag. Og så realistisk forekom  det mig, at det først var mange år senere, at jeg ved et gensyn med min debutfilm opdagede, at Edvard Perssons gås i  ”Landevejskroen” var af papmaché og hang i to snore. Jeg har for resten selv følt det lidt pinligt at have ledsager med i biografen. Min mormor var en dame med fast vilje og bestemte meninger, som hun aldrig lagde skjul på. Og så elskede hun Morten Korch, som hun altid fik i julegave, og som hun fulgte på det hvide lærred. Og når Jørn Jeppesen og ligesindede spandt deres nedrige intriger, og måske tilmed slog eller sparkede en hund eller hest, så gav hun højlydt sit mishag til kende. Og så var jeg parat til atter engang at kravle ned under stolen!

 

Som 5-årig blev jeg sammen med et par kammerater fra vejen grebet af en religiøs vækkelse i form af en baptistisk søndagsskole. Den lå på første sal i en gammel værkstedsbygning mellem Kongevej og Fredensvej, og lokalet var senere under den tyske besættelse af Rosenvangskolen en overgang mit klasselokale. Det religiøse gennembrud skete omkring 1. december, og grunden var nok den, at vi havde hørt, at hvis man mødte op et vist antal gange, kunne man komme med til julefest med film og godtepose. Det var jo nok en messe værd!

Vore forældre havde slet ikke noget imod at slippe for os et par timer søndag formiddag. Og som de tænkte: de tager nok ikke skade af det. Det gjorde vi heller ikke, for det var en mission ultra-light, som vi fik serveret omkring sandkassen med de kulørte papfigurer. Og det var glemt igen på vej hjem. Kun en eneste ting husker jeg den dag i dag: Negeren! (Det hed det dengang). Det var en lille sparebøsse, der spiste penge – vores penge. Den gamle syndikalist Christian Christensen har i sine erindringer fra det københavnske rabarberland fortalt om den samme figur, der frækt huggede fattige børns surt indtjente spareskillinger. Jeg tror nu ikke, at vi gjorde os moralske eller politiske betragtninger, når vi lagde en-, to- eller femører i den sorte mands hånd, mens en af missionærerne sang: ”Falde, falde, falde, falde, lad det muntert gå. Gaven er til Jesus fra hans venner små!”

 

At vore forældre ikke havde noget imod vort besøg i søndagsskolen må tages med et vist forbehold. Min far fx havde et noget anstrengt forhold til ”Gud, konge og fædreland”, selv om han accepterede samme treenighed. Når blot han ikke fik den ind på livet. Han var derfor ikke vildt begejstret for uniformer i almindelighed og spejderkorps i særdeleshed. Så da jeg en dag i foråret 1944 ved middagsbordet ”kom til” at nævne, at et par kammerater var blevet ulveunger, fik han et udtryk i ansigtet, der sagde, at jeg nok hellere måtte dreje samtalen hen på andre emner.

 

To dage senere kom han så hjem og fortalte mig, at jeg var blevet medlem af AGF og skulle starte min fodboldkarriere næste tirsdag! Og min mormor, som hævdede, at hun var fodboldekspert, og som kunne remse alle fortidens fodboldidoler op, skyndte sig at strikke et par stribede fodboldstrømper. Jeg tror, det var en god om end noget selvbestaltet beslutning min far traf den dag. Råbåndsknob og snobrød har aldrig sagt mig synderligt. Men på grønsværen i Fredensvang og et par år senere på de to ”månelandskaber” i Viby fandt jeg en fin kombination af teamwork, individualisme – og frem for alt morskab. Om vi vandt eller tabte, så var bolden rund, som Peter Dürrfeld skriver. Det er trist, at den efterhånden mere ligner et kasseapparat.

Fodbold var en sæsonsport. Udrænede baner og manglende lysanlæg sendte os indendørs i oktober, og så hed programmet gymnastik og håndbold. Vi havde i skolen en gymnastiklærer, som også var håndboldtræner. At han samtidig var topscorer på VIFs hold i jyllandsserien gjorde ikke Kaj Petersen mindre populær hos os. Han var langtfra elegant på en bane, men han havde et meget specielt skud, som kunne drive målmænd til fortvivlelse. ”Skolemester-kringlen” blev det kaldt. Onde tunger påstod ganske vist, at skuddet var opfundet af Mogens Olsen fra Århus KFUM. Men vi vidste bedre ude i Viby!

 

Mellem Alderslyst og Ravnsbjerg lå en gammel grusgrav. For os et veritabelt bjerglandskab, hvor man kunne klatre, gemme sig i buskadser og svinge sig i halvt udgåede træer. Og så fungerede den som fort. En flok rødder ovre fra Høskov-kvarteret var interesserede i territoriet, og vi fra Kongsgårds-området var, væbnet til tænderne, parat til at forsvare vore hævdvundne rettigheder. Gemt bag de naturskabte skanser ventede vi på udkigspostens alarm om fremrykkende fjender – som aldrig nåede helt frem til grusgraven. Vi var ikke i tvivl: De turde ikke angribe! Måske eksisterede de kun i vores fantasi, men i hvert fald: Stammekrigen endte uafgjort, og nogle år senere blev valpladsen annekteret af firmaet Karl Krøyer.

Noget mere fredeligt gik det til på den anden side af Skanderborgvej. Engstykket bag biografen (i dag Viby Idrætspark) var et yndet sted til dyrkning af dragesport. Som i flyvningens barndom på Kløvermarken var det også her et lotterispil at få planerne i luften. Men vi sled og konstruerede og indkøbte dragesnor hos den nærliggende købmand Nørgaard, og når endelig en opsætning lykkedes, kunne vi fejre det som en teknikkens sejr. 31. oktober 1944 var vi på engen. Det var ved at være sæsonens sidste testflyvning, men dragerne kom ikke i luften. Denne gang skyldtes det dog ikke tekniske vanskeligheder. Pludselig hørte vi larm fra flyvere, som kom nærmere, og lidt senere passerede de i kort afstand og i lav højde. Bagefter hævdede vi, at vi kunne se piloterne ”helt tydeligt”. Få øjeblikke efter var luften fyldt med lyde fra luftalarm og detonationerne fra de bomber, der faldt over Århus Universitet. Det var ikke nogen ringe ting i de følgende dage at kunne berette, hvordan vi for første gang havde været øjenvidner til verdenskrigen. Indtil da havde vi kun ”hørt krigen” gennem BBC, luftalarmer og natlige banesprængninger.

 

En af mine legekammerater i grusgrav og eng hed Leif. Hans far var aktiv i Socialdemokratiet, og efteråret 1947 betød forbigående stop for mange af vore sædvanlige aktiviteter, herunder fodbold i hans baghave. Vi blev nemlig involveret i den pr-kampagne, der skulle udskifte Knud Kristensen med Hans Hedtoft – som bekendt lykkedes det for os! Vi fik tildelt det betroede job at uddele valgbrochurer. Det lyder jo meget enkelt, men det krævede sin mand – eller dreng. Vi blev i hvert fald advaret om, at der hist og her boede folk, der ikke brød sig om rød lekture i postkassen. Der var vist også et par gamle nazister, der slet ikke brød sig om noget som helst. Vi følte os med gysen som hemmelige agenter – men alle fik vores budskab. Valgkampen blev skudt i gang midt om sommeren med et folkemøde i byparken. For et stort publikum affyrede en ung lovende politiker velformulerede angreb på ”manden fra Biviumgård” og udmalede det lykkeland, som hed ”Fremtidens Danmark”. Aldrig før eller siden var jeg, 11 år gammel, så tæt på at blive socialdemokrat. Men det gik over. Den unge politiker gjorde den ældre garde nervøs, man fandt en sikker valgkreds til ham – og så var det slut med de progressive ideer hos Per Hækkerup. Og jeg begyndte min tur ud mod venstrefløjen.

 

I 1995 fortalte jeg i årbogen om mit møde med handelslivet på Kongevej. Hertil kan jeg føje, at jeg i et par omgange var chauffør på Brugsforeningens long-john. I en så udstrakt kommune var det en behagelighed, at udkantområdernes store gårdmænd ikke var kunder hos kooperationen; så slap jeg for alt for lange ture. Til gengæld vrimlede det med kunder i midtbyens etageejendomme. Og det slog sjældent fejl – syntes jeg – at de ved siden af de sædvanlige dagligvarer skulle have en kasse øl. 50 styk i trækasse, og jo tørstigere folk var, jo højere oppe boede de. Det var så til gengæld også dem, der var mest rundhåndet med hensyn til drikkepenge, så jeg bar med smil min byrde op på både anden og tredje sal. Værre var det, når leverancen var til en villa i Frodesgade. Redaktør Larsen-Ledets 30 æblemost skulle slæbes ad en lang havegang – og indbragte aldrig så meget som en 25 øre!

 

Men alle de her omtalte hændelser, hvor betydningsfulde de end har været, overskygges naturligvis af det væsen, som i så mange år lagde beslag på en betragtelig del af vores liv – skolevæsenet. Jeg begyndte i Viby skole 1. april 1943. Det var længe før vore dages festlige modtagelser med flag balloner, sang og sodavand; vi skulle ikke så gerne tro, at det hele var tant og fjas. Lidt beklemte sad vi to og to ved de slidte pulte (de skulle først ferniseres i løbet af sommerferien) og kunne ikke se ud i friheden, fordi vinduerne var mælkehvide i børnehøjde. Så vi måtte nøjes med at se på hinanden – og høre hvad hinanden hed: Gert, Peter, 4 x Leif, 4 x Henning (der kun blev kaldt ved efternavn), piger med meget mere forskellige navne – og så en lærer, der hed Søren Rasmussen og i lighed med ham hos Dirch Passer gik med ulden vest. I tilgift var han til stadighed iført en fedtet hat og pibe. Da han også var sløjdlærer, må han have udgjort en potentiel brandfare.

Jeg mener, at vi var 32 elever i klassen. Men navne og personer skiftede lidt fra år til år. Vi var nemlig nummererede efter dygtighed, og ved skoleårets slutning blev de fire sidste oversiddere. Dygtighed var ofte noget meget omskifteligt, så en elev, der til jul sad nummer 12 og følte den hellige grav vel forvaret, kunne udmærket til april indtage en uheldig 29. plads. Jeg husker også, at et par piger, som altid var i top 10, dumpede til optagelsesprøven til 1. mellem. Oversidder-systemet fik til følge, at vi ikke kom til at gå i klasse så længe med ham, der hed Kaj. Efter 4. klasse blev han konfirmeret og udskrevet. Læse, regne  og skrive fik han ikke lært, men noget kunne tyde på, at han forstod at regne den ud, for han endte faktisk som en solid håndværksmester. Lidt af en solstrålehistorie.

Og lad os tage en mere af den slags. Den kan også fortælle lidt om den tilfældighed, der kunne råde – og noget om suveræn ledelsesstruktur. Det var den 31. marts. Karakterbøgerne var blevet uddelt. En af pigerne begyndte at græde hjerteskærende – man kan selv gætte årsagen. I det tilstødende klasseværelse befandt overlærer Andreasen sig, og da han var irriteret over støjen, gik han ind til os og lokaliserede støjkilden. Et blik på karakterbogen forklarede ham sagen sammenhæng, hvorefter han råbte den ulykkelige ind i hovedet: ”Så hold dog op med det rædsomme tuderi” – hvorefter han med et strøg af fyldepennen fjernede den famøse sætning ”oprykkes ikke”.

Skoleåret afsluttedes med to dages offentlige mundtlige årsprøver. Det var den store plæneforestilling, hvor mødre i stiveste puds (med hat) påhørte de kære smås kundskaber eller manglende samme. Ved årsprøven efter 2. klasse var jeg så uheldig at få halsbetændelse, og jeg var sikker på, at mit fravær ville få katastrofale følger for min fremtid. Men min mor kom hjem og beroligede mig: Årsprøven betød intet, op- og nedrykninger var allerede ført til protokols. Denne viden gjorde, at jeg de kommende år i de sidste dage af marts fik nogle ”taktiske” sygdomsforløb, så jeg var nødt til at blive hjemme og ikke kunne deltage i de dressurnumre, som jeg fandt vildt tåbelige.

Jeg vil ikke påstå, at mine år i underskolen var præget af super-pædagoger. Men ude i periferien er der dog to, som jeg synes bør nævnes. Den rare gamle viceinspektør Carlsen, engageret naturhistorielærer, som uden brug af ekskursioner kunne gøre os interesserede i naturens luner og mangfoldighed. Det var dog ikke alle, der følte den store trang til at deltage i aktiviteterne, for ”belønningen” for gode svar var, at man fik lov til at klappe hans næsten tamme snog, som i sit store ildelugtende terrarium i et hjørne af lokalet forlystede sig med de frøer, som han selv og flinke elever indsamlede. Hjemmet på Enghavevej var lidt af en Noahs Ark, og det var et syn for guder, når han på sin gamle skærveknuser balancerede et højt læs hø hjem til geden. Hans kone virkede som vikar, og hun var et kærkomment afbræk  i en ellers monoton hverdag. Hun havde en sjælden evne til at fortælle folkeeventyr, og hun lærte os også nye sange – som vel at mærke var gamle! Desværre havde vi hende for sjældent. Dengang var lærere nemlig ikke syge. De var raske – eller også var de døde!

Naturhistorielokalet øverst oppe i den røde skole rummede foruden zoologi- og fysiksamling også skolens av-udstyr, en filmfremviser og et episkop. Sidstnævnte kunne i geografitimerne fodres med postkort fra alverdens lande, skænket af generationer af elever. Der skete aldrig revision, så forevisningerne bar efterhånden mere præg af historie end af geografi, men vi syntes, billederne var flotte!

 

Overgangen til mellemskolen var noget af et kulturchok. Der var jo fx det, at vi skulle til at glemme en hel del af, hvad vi møjsommeligt havde lært i dansk. Vi havde fået en retskrivningsreform med bortfald af en masse store bogstaver, aa’er og en håndfuld d’er. Men den nye skoleafdeling betød også nye fag og dermed nye lærere. Og for halvdelen af os betød det en ny klasselærer. Det var et kulturchok af de mere positive.

Ebba Højte var nok i slutningen af 1940’erne det nærmeste vi kunne komme begrebet ”den ny tids lærer”. Ikke tale om, at hun praktiserede ”rundkreds-pædagogik” – hun bestemte, hvad vi skulle lære i dansk og engelsk og senere fransk, men vi labbede lærdommen i os, fordi hendes entusiasme smittede. Vores pensum var naturligvis det traditionelle, det var der jo regler for, men en løsreven bemærkning fra hendes side om en eller anden moderne forfatter fik altid nogle stykker af os til at besøge folkebiblioteket oven over gymnastiksalen og undersøge, om lærer Olesen (vores fysiklærer, som næsten altid var fraværende på grund af kommunalbestyrelsen) skulle have noget af den pågældende stående på hylderne.

At hun havde udseendet med sig gjorde naturligvis ikke sagen værre. Om hun brugte dette aktiv skal være usagt, men i flere omgange fik hun ledelsen til at fravige gamle traditioner. Det skete bl.a. da vi i 4. mellem som skolekomedie spillede ”Genboerne”, vores hovedværk til eksamen. Der havde ellers været tradition for, at afgangselever ikke havde tid til den slags.

November 1951

November 1951 4. mellem i Viby Skole plus et par gæsteskuespillere opfører med succes Hostrups “Genboerne”.

B100174

Fra en af turene til Weekendhytten “Dakbjerg” i Alken ved Mossø. Hugo Hammelsvang, Poul Mogensen, Henning Poulsen, Erik Hall, Peter Thygesen.

Og vi tog også på en tur til Norge som en slags kompensation for den lejrskole, som heller ikke stod på programmet for os ”boglige”. Lad så være, at turen var selvfinansieret og foregik i sommerferien. Men ærlig talt, hvor mange lærere ville i dag kappe en uge af ferien for elevernes skyld? Fru Højte blev den oase, som gjorde en daglig ørkenvandring overkommelig. Hun var uden tvivl medskyldig i, at en tredjedel af klassen endte på seminariet.

 

Efter realeksamen 1953 fra den nye Vestergårdsskolen begynder min tilknytning til Viby så småt at fade ud. Efter en kortvarig, misforstået flirt med det private erhvervsliv gik jeg de to næste år på studenterkursus og senere tre år på seminariet. Alt det foregik i Århus, og en del af fritiden fulgte med derind.

I 1959 førte ”Hans Broge” mig til hovedstaden, og dermed var de sidste broer til Viby brudt.

Albertslund, februar 2010.

Henning Poulsen.

 


Denne side er sidst opdateret... 10. september 2014 @ 13:32 af..admin