En Rytter-historie fra Viby

 

               – fortalt af Eva Fisker Petersen til Erik Hall

 

Eva er en af de gamle Viby-borgere. Hun er født i 1936 med efternavnet Rytter og har altid boet i Viby. I skrivende stund hedder adressen Omegaparken 5, hvor vores samtale finder sted en bidende kold vinterdag i februar 2010, mens vi luner os ved en kop kaffe. Rytter-historien er senere blevet forlænget ganske betydeligt og er nu blevet afsluttet i juni 2010. Eva fortæller:

 

Mine forældre

Min mor hed Nanna Pedersen, hun var født i Saxild i 1910 og døde i januar 2009, så hun var tæt på at runde de 100 år. Hun voksede op i Rørth ved Odder. Som 14-årig startede hun som tjenestepige og endte som kokke/enepige på Ulfsborg i Ulvskov. Desuden lærte hun kunsten at sy hos en dameskrædder. Sådan blev min mor godt rustet til det, der senere skulle blive en stor del af familiens eksistensgrundlag.

Min far, Thorvald Rytter, var født i Vrinners, Rolsø sogn, og levede fra 1907 til 1973. Som 7-årig kom han ud at tjene som hyrdedreng. Han boede på gården og gik i skole derfra. Han blev uddannet som mejerist på Saxild Mejeri, og i 1930 mødte mine forældre hinanden.

 

Store Ravnsbjerg

Senere kom de til Hasselager, hvor min far kørte med mælk for Viby Mejeri. I 1936 skete der en positiv forandring i deres liv. På mælketuren hørte min far, at Søren Loft havde købt ”Store Ravnsbjerg”, og at han søgte en madmor til karlene på gården. Han selv boede sammen med sine forældre, som ejede ”Viby Mosegård”. Mine forældre flyttede nu til ”Store Ravnsbjerg”.

Min far forsatte med mælketuren, og min mor fik her en ønsketilværelse, som hun med glæde fortalte om, senest i sin plejehjemslejlighed på Kongsgårdsvej.

Set udefra har der virkelig været nok at se til. Fra 1932 til 1940 fødte hun et barn hvert andet år, og så fra 1946 til 1950 blev de sidste tre født.

På gården lavede man det hele selv: slagte, sylte, bage. Fire hovedmåltider til en halv snes personer. Renholdelse af stuehus og urtehave samt storvask kan virke uoverskueligt. Tænk på koldt vand og ingen vaskemaskiner; men én gang om måneden kom fru Smidt og hjalp med storvasken.

Med en god ung pige i huset, som havde lyst til arbejdet på en gård med børn, var ingen overladt til sig selv. Jeg husker min barndom på gården som en glad tid.

Aflønningen har nok ikke været så tosset endda, i hvert fald ikke efter datidens forhold. Min mor fik 100 kroner om måneden plus kost og logi til hele familien. Og så havde vi rimelig god plads, jo, det var et sundt og godt liv, vi havde egen urtehave med grøntsager. Vi havde høns, gården leverede mælk, svine- og oksekød samt korn til mel, som blev malet på Hasselager Mølle.

Stuehuset var indrettet med to boliger, hvor fodermesterfamilien boede i den anden. Den familie bestod også af mange børn, og vi manglede aldrig legekammerater.

 

 

D500013

Store Ravnsbjerg

 

Fantasien havde ingen grænser. Vi byggede huler i skoven, klatrede i træer og legede gemmeleg på taget af stuehuset og brændehuset. Kun én gang røg min bror ned sammen med brændehusets skorsten, da han klamrede sig til den.

Hvis det en gang imellem gik lidt for vildt til, og det blev opdaget, kunne de største forvente en belønning – kollektiv afstraffelse – i form af en endefuld. De få gange, jeg husker, virkede præventivt for alle. Om vores far havde temperament? Det kræver vel en kort snor at styre en flok på 5-6 børn. Parolen var: ikke drille, ikke sladre og altid være høflig overfor andre.

Efter en del år ved Viby Mejeri fik min far arbejde som fyrbøder på FDB. Omkring 40-års alderen fik han lyst til at læse til kedelpasser. Syv års skolegang i landsbyskolen med flere årgange i samme klasse slog ikke til. Vil man være noget, må man lære noget. I sin fritid gik han på kursus bl.a. hos Richard Rasmussen, der var lærer på Viby Skole.

Jeg begyndte at gå i Viby Skole i 1943 og erindrer skolevejen Ravnsbjerg – Viby som meget lang, og det var jo i de år, vi havde isvintre, der var værre end den, vi har i øjeblikket.

 

Risdalsvej

I 1947 sluttede Ravnsbjerg-epoken. ”Viby Mosegård” lå overfor ”Abildgård” og ”Nordbygård”, dengang med en 2-sporet vej imellem, i dag ca. ved hjørnet af nuværende Åhavevej og Viby Ringvej. Gården nedbrændte den 23. august 1947, og Søren Loft flyttede nu til ”Store Ravnsbjerg”.

På det tidspunkt var mine forældres byggeri af eget hus på Risdalsvej 16 næsten færdigt. Huset blev opført af min morfar, som var murer. Her flyttede vi så ind september 1947, og jeg fik en meget kortere skolevej. Huset gik først ud af familiens eje, efter min mor fik en lejlighed i det nybyggede Plejecenter Kongsgården 1. februar 2005.

Her følger navne og fødselsår på Rytter-børnene: Henning 1932, Karen 1934, Eva 1936, Gudrun 1938, Inger 1940, Anne-Marie 1946, Elisabeth (Beth) 1948, Per 1950.

Ved min skolestart i 1943 kom jeg i 1. b. Der blev nemlig oprettet to førsteklasser det år. En ung smart lærerinde stod ved døren til 1. a. Ved den anden dør stod der en gammel hvidhåret mand, og jeg spurgte min mor: ”Hvem tror du, der har sin bedstefar med?” Han viste sig at skulle blive min klasselærer Søren Rasmussen, også kaldet Piv-Ras, da han næsten altid havde en pibe i munden. Han så gammel og træt ud, og jeg tror, han var syg. Det skete, at han faldt i søvn i timerne. En dag listede vi ud og legede i skolegården, mens han sov fredeligt inde i klasseværelset. Overlærer Andreasen undrende sig over, at vi var i skolegården midt i timen. Hvad der videre skete, ved jeg ikke.

Min regnelærer var den senere viceinspektør Ansgar Kjersgaard, han var både dygtig og skrap, men jeg husker ham bedst for noget helt andet.

I 3. klasse havde vi ham til bibelhistorie – sådan hed det dengang. Han syntes, at vi skulle synge sangen ”Jeg gik i marken og vogtede får”, han har nok ikke selv været helt sikker på melodien, eller også har han slet ikke haft sangstemme. I hvert fald sagde han pludselig:” Den kan du lære klassen, Eva, det kan du sagtens klare, du går jo i søndagsskole.”

Mærkelig nok blev jeg ikke særlig forlegen, men gik frejdigt i gang med sangen.

Apropos søndagsskole, ja, så skulle vi altså gå der, og det foregik i kirkesalen, som var en del af præstegården. Vi var også regelmæssigt i kirke, mine forældre var kristne, men ikke indremissionske. Vi spillede kort derhjemme og fik som teenagere – på lige fod med vore kammerater – lov til både at gå på danseskole, i teatret og til skolefest.

 

 

Handicap

Fra det sjette skoleår kom jeg så i mellemskolen, hvor jeg fik Ebba Højte til klasselærer. Hende var vi alle sammen meget glade for, hun var super dygtig og forstod at opdrage os uden den sædvanlige kadaverdisciplin.

I 4. mellem skulle vores klasse spille Hostrups ”Genboerne” til den årlige skolefest, Ebba skulle instruere, og jeg var udset til at spille den søde Rikke. Så skete der det til en af de første prøver uden manuskript, at jeg ikke kunne høre, hvad suffløren sagde, og så kunne jeg selvfølgelig ikke klare den rolle. Det var en stor skuffelse.

Ja, det var mit handicap, der afskar mig fra min ønskerolle.

Jeg tænker ofte på, hvordan kunne jeg gå otte år i skole uden selv at være klar over, at jeg havde så dårlig en hørelse, kun 23 % af det normale. Ubevidst havde jeg benyttet mundaflæsning, men jeg havde alligevel klaret mig.

I timerne i skolen gik det bedst, når jeg sad oppe foran i klassen, lige foran læreren, men når vi så fik karakterbog – jo, jeg har den endnu – og jeg var blevet nummer tre eller fire – ja, vi blev virkelig nummereret efter vores karakterer i underskolen – så blev jeg rykket ned bagi for at give mere plads til dem, der var blevet nummer 23 eller mere. Bagest i klassen kunne jeg ikke høre, hvad lærerne sagde, så fik jeg næste gang en dårlig karakterbog og blev rykket op foran igen. Det var en fuldstændig vanvittig karruseltur.

Jeg sluttede skolegangen med realeksamen og fik en 3-årig uddannelse som ekspeditrice i en manufakturforretning.

Endelig som 25-årig var jeg så heldig, at penicillinpulveret stoppede 19 års mellemørebetændelse. Først da var det muligt at operere, fem gange blev det til gennem årene. Med en forbedret hørelse og høreapparater behøvede jeg ikke at mundaflæse. En stor lettelse for mig – og sikkert også for mine omgivelser.

 

Arbejde

Som mange af mine klassekammerater havde jeg arbejde som barn. Fra jeg var elleve år, gik jeg med aviser. Det blev aflønnet med syv kroner om ugen, men det bedste ved jobbet var næsten de drikkepenge, som folk gav, når de skulle betale deres månedsregning. Det kunne let løbe op i mere end en 10´er. Den faste løn gav jeg som en naturlig ting til min mor, mens drikkepengene var mine egne.

Som 12-årig blev jeg hyret som barnepige om aftenen af to af mine aviskunder. De vidste, at jeg havde fem mindre søskende. Min yngste bror bar jeg til dåben på min konfirmationsdag i oktober 1950. Jeg havde plaget min mor om at måtte blive klippet korthåret før min konfirmation. Jeg havde lange fletninger, men nej! Det måtte først ske dagen efter min konfirmation.

I mellemskolen skulle hele klassen en uge til Norge. Jeg måtte som den eneste i klassen ikke komme med, fordi ingen af mine søskende havde fået det tilbud. Faktum var vel, at der ikke var penge til det. Jeg tilbød selv at tjene til turen. Ebba Højte tog på hjemmebesøg for at tale med mine forældre. Hun tilbød, at skolen ville betale for mig, men ”NEJ” sagde min far. ”Vi har aldrig modtaget hjælp, men hvis Eva selv kan spare det op i sommerferien, er det ok.” Problemet var ikke kun rejse og ophold, men der skulle ekstra tøj til, når turen varede en hel uge.

Jeg knoklede løs. Plukkede jordbær fra klokken 7 om morgenen. Efter frokost gik turen videre til kiosken i Viby hos frk. Studstrup, der gerne ville have fri et par timer. Efter tre timer her kaldte avisruten. På Kongevej havde Raffnsøe mejeriudsalg og avisdistribution. 69 aviser havde jeg, som kunne uddeles på godt to timer. Om søndagen var der en del flere.

Sjove episoder oplevede jeg. En ældre dame i Kino-bygningen, Kongevej 22, åbnede en eftermiddag sin dør til lejligheden på 1. sal og sagde ”Vil du huske at skubbe avisen helt ind gennem brevsprækken, for det trækker?” Jeg sagde pænt ja. Begge mine forældre havde indprentet os altid at være høflige og svare pænt. Da jeg kom hjem og berettede om henstillingen, sagde min mor: ”Du skulle have spurgt, om ikke også det trak gennem nøglehullet !”

En søndag morgen kl. 7.45 stod hr. S. to numre længere henne i pyjamas i den åbne dør ind til lejligheden. Søndagsabonnement havde han. ”Unge frøken”, sagde han, ”jeg vil gerne ha’ min avis klokken 7”. Jeg svarede: ”Jeg skynder mig, så meget jeg kan. Jeg kan ikke få aviserne udleveret før klokken 6, og i dag var avisbilen forsinket.”

Det siger sig selv, at med 90 aviser kan alle ikke få dem leveret på samme tid.

Sommerferiens indtægt rakte til nyt tøj og til Norgesturen med mine klassekammerater. Alle tiders oplevelse, som var sliddet værd.

Jeg ville egentlig helst have været ud af skolen efter 4. mellem, og hvis jeg var kommet det, så var min skolegang blevet afsluttet i Viby Skole, men min far ville have, at jeg skulle tage en realeksamen. Den fik jeg så fra Vestergårdsskolen i april 1953 efter at have været elev fra udflytningen fra Viby Skole i efteråret 1952. Det var luksus at komme til en nybygget skole med fine toiletforhold.

 

Elevtiden

Jeg ville gerne have været lærer – min klasselærer Ebba Højte var et godt eksempel for os , men der var jo altså lige det der med hørelsen, og hvordan skulle jeg få råd til at studere? Næ, jeg måtte se at få mig en læreplads, og det fik jeg så i forretningen Carljohan, som lå på hjørnet af Park Allé og Sønder Allé. Vi handlede med dametøj, trikotage og metervarer. I løbet af få år blev det – og er endnu – én af byens ”dyreste” forretninger i damekonfektion.

Jeg var i lære i tre år og startede med en elevløn på 125 kroner om måneden Så blev jeg udlært og fik 485 kroner i månedsløn, og jeg avancerede til førstedame. Jeg forblev her i syv år, indtil jeg fik tvillinger.

Ved ansættelsen havde jeg en aftale med chefen om, at jeg ikke behøvede at gå på handelsskole, og at han ville betale udgifterne ved eventuelle kurser og dygtiggørelse indenfor faget.

Jeg fik lov at føre kassebøger og gik i tre år én aften om ugen på engelskkursus, Caspersens kursus, med kun fem elever. En uge hver sommer var jeg på Manufakturlærlingestævne med 20 andre fra hele Jylland. Her lærte vi om tekstiler, hvordan de var forarbejdet, farvet mm, samt forskellige vævemetoder, farveægthed og andet. Der var indlagt forskellige besøg på fabrikker, så vi fik et indblik i arbejdsgangen og behandling mod krympning og for lysægthed.

Jeg lærte at rette tøj til således, at en kjole i f.eks. str. 48 eller 50 (en god voksen størrelse XXL) kunne sys ud, kortes af eller andet. Jeg havde mange faste kunder og satte en ære i at finde den rigtige dragt til den rigtige kunde.

Min mor blev hjemmesyerske for forretningen, en god beskæftigelse, når der stadigvæk var en flok hjemmeboende børn.

Udførelsen af forretningens vinduesdekorering hørte også med i min oplæring, ligesom vinduernes pudsning og fejning af fortovet var naturligt i læretiden.

Pludselig en dag da jeg fejede fortov, kommer en medarbejder fra HK, hvis kontor lå næsten som nabo til Carljohan i Park Allé. Medarbejderen spørger, om jeg er medlem af HK (Handel og Kontor). Det er jeg ikke.

Kort tid efter får vi en dag besøg af hr. Schou, som er leder af Handelsskolen for bl.a. købmands- og butiksansatte. Han skal tale med min chef. Resultat af samtalen blev, at jeg skulle gå på handelsskole, fordi jeg ikke var fyldt 18 år. Chefen blev truet med politianmeldelse, så jeg måtte af sted. Meget mod min vilje, og hvad kun jeg vidste – med min dårlige hørelse, var jeg noget betænkelig ved at skulle på skolebænken. Jeg kunne simpelthen ikke høre i en større forsamling.

Forskellige begivenheder i firmaet, dødsfald i en kollegas familie, travlhed i forretningen, sygdom og en venindes død af børnelammelse i 1953, gjorde, at jeg måtte forsømme handelsskolen en del gange. Hr. Schou kom igen til chefen, som argumenterede med ovenstående. Dog, det resulterede i en retssag mod min chef. Først i byretten, hvor chefen tabte sagen, som han ankede. Så gik turen til Vestre Landsret i Viborg. Her vandt lrs. H. Jespersen sagen som en principsag. Forsidestof i Aarhuus Stiftstidende under overskriften ”Principal vinder principsag”.

Jeg skulle vidne. Det var en let sag, for jeg synes, det var uretfærdigt, at chefen skulle dømmes for noget så indlysende som at oplære mig, som vi aftalte ved ansættelsen og som tidligere beskrevet. Jeg var i mellemtiden blevet 18 år, så alt fortsatte som i starten og i resten af elevtiden.

Senere i livet kom jeg af og til i retsbygningen i Århus, fra 1974 -1997 som lægmandsdommer i byretten. Et par år var jeg samtidig udtaget som nævning.

 

Kunderne

Hvordan jeg klarede det med kunderne og dårlig hørelse? Ja, det var min hemmelighed. Når forretningsdøren gik op, og en kunde viste sig, skyndte jeg mig hen at holde døren for kunden og interesseret spørge, hvad jeg kunne hjælpe med. Nu var jeg jo så tæt på kunden, at jeg kunne høre eller mundaflæse.

Jeg ville ønske, at nogen med tilsvarende handicap i dag, kunne ansættes på lignende betingelser, som jeg.

Arbejdsugen var officielt 48 timer, men sneg sig adskillige timer op. Vi følte, at vi var en del af firmaet – og havde lyst til at være det. Chefen behandlede os godt, og vi havde det meget hyggeligt. På en travl fredag blev vi efter lukketid kl. 20. inviteret til middag på Raadhus Cafeen lige overfor, hvorefter vi gik tilbage og ryddede op til kl. 22.

En dag – efter at have været fire år i firmaet – stod jeg i forretningsvinduet og klædte en mannequindukke på. På et tidspunkt kommer chefen hen til gardinet, som danner bagklædning for udstillingen. ”Frk. Rytter”, siger han, ”kom lige herhen. Kan De ikke høre?” Jeg vendte mig mod ham. Han fortsætter ”Jeg har kaldt på dem tre gange!” Jeg svarede, at jeg ikke hørte ret godt, og at jeg derfor altid gik hen til kunderne, når de kom ind. ”Det har De klaret meget godt hidtil, fortsæt bare sådan. Jeg er jo godt tilfreds med Dem”.

 

Lønstigning

Bajsen var et metervarefirma, som lå ved siden af Buus i Ryesgade. Hr. Rasmussen, som var forretningsfører, drak ofte formiddagskaffe sammen med min chef.

En dag, efter jeg var udlært, sagde han, da jeg skulle om i forretningen for at handle: ”Frk. Rytter, har De tid et øjeblik, kunne De ikke tænke Dem at blive ansat hos Bajsen?” ”Det ved jeg ikke”, sagde jeg, ”jeg er jo glad for at være hos Carljohan”. ”Hvad får De i løn?” ”485 kr. om måneden”. ”Jeg vil give 585 kr.!” ”Jeg vil tænke over det”, sagde jeg. Ofte havde jeg stået ved chefens kontor for at banke på og bede om lønforhøjelse.

Denne dag tøvede jeg ikke. Jeg gik direkte fra Bajsen og sagde til min chef: ”Hr. Nielsen, jeg er blevet tilbudt et job hos Bajsen!” ”Hvad vil han give?” blev jeg spurgt og svarede ”585 kr.” Prompte kom det fra chefen: ”Jeg vil give 635 kr.!” Det var den største lønforhøjelse, jeg oplevede på så kort tid.

I mellemtiden havde jeg mødt Kaj, som var ansat i en bank, vi blev gift i 1958, og da vi ikke kunne få en lejlighed, fordi vi ikke havde børn, købte vi et rækkehus på Bernstorffsvej 85, så adressen var stadig Viby. I 1960 skulle jeg have tvillinger, og så kunne jeg ikke blive hos Carljohan mere. Der var ikke noget, der hed barselsorlov, så jeg blev hjemmegående, sådan da, for senere blev jeg dagplejemor og fortsatte med det til midt i 70´erne.

Fra 1980 til 1989 var jeg ansat som fast vikar i ergoterapien på Plejehjemmet  Rosenvang.

 

I skole igen

Vi har fire børn og otte børnebørn. Børnene: tvillingerne Vibeke (Vibber) og Helle fra 1960, Lene fra 1962 og Ole fra 1967. Alle fire har gået på Vestergårdsskolen, og det førte på en mærkelig måde mig tilbage til den skole, jeg blev dimitteret fra, og det var ikke blot som forælder, men fra 1974 også som medlem af skolenævnet, som jeg var formand for i ni år.

Jeg er blevet spurgt om, hvorfor jeg stillede op til skolenævnet. Det er en historie for sig, som følger senere.

Som 14-15-årige skulle vi hos skolelægen have testet syn og hørelse. Læge fru Vinge Madsen og sundhedsplejerske frøken Thorsen forestod seancen.

Jeg husker i 3. mellem, jeg stod som én af de sidste (Rytter er jo et stykke henne i alfabetet). Mens de første fik testet synet, prøvede jeg at huske bogstaverne på tavlen, jeg var nemlig også nærsynet, fandt jeg ud af.

Efter synsprøven kom turen til ”afhøring”. Fru Vinge Madsen stod med front mod mig. ”Vil du gentage de tal, jeg siger?” Det var for nemt. SYV OG TYVE, SEKS OG TREDIVE osv. osv. Det gik bare godt!! Jeg vidste jo ikke, jeg var ”døv”. Men kunne jo mundaflæse. Lægen opdagede det ikke.

Jeg tror nok, jeg var – nej, jeg var virkelig en urolig elev i regnetimerne. Hvordan lærer man aritmetik og geometri ved at kikke på en tavle og en lærer, der står med ryggen til og mumler noget? Ikke jeg. Jeg blev tit sat uden for døren i disse timer med lærer Østerbye. Min far var utilfreds med mine regnekarakterer. Det endte med, at jeg gik til ekstraregning 1 time om ugen hos lærer Riis på Vegavej. En lang cykeltur, men med et godt resultat.

Vore børn kom i skole. Da vores yngste startede i 1974, havde vi oplevet kommunesammenlægningen. Gennem de ældste børn, som havde gået i skole i syv år, havde jeg oplevet lidt af hvert om børn, der var urolige. Jeg var på det tidspunkt dagplejemor for fire børn.

En af drengene var meget urolig! Hvorfor? Han krævede mere opmærksomhed end andre. Det viste sig, at han var næsten blind.

Nu – tænkte jeg – vil jeg prøve at gøre en forskel for de ”udskældte” elever.

Jeg kom i skolenævnet, og hver gang vi mødte lignende problemer med elever eller havde elever, der skulkede eller var ”udenfor”, stillede jeg spørgsmålet: Hvorfor? – og kan eleven høre og se? Er der problemer med drillerier i klassen (vi kendte ikke ordet mobning), eller er der andre ydre påvirkninger? Det var én af årsagerne til, at jeg havde lyst til at komme i skolenævnet.

Skoleinspektørerne hed Eilif Salomonsen og Leif Willer Rasmussen. Jeg var i skolenævnet fra 1974 til 1984 og havde en række gode, spændende og lærerige år.

Kaj skiftede job fra bank til Nykredit, som det hedder i dag. I 1969 fik vi råd til at bygge et større hus på Grøndalsvej. Efter 33 år der købte vi en seniorandelsbolig i Omegaparken, hvis selskabslokaler var rammen om min gamle realklasses jubilæumsfest i 2003.

 

Pensionist

Gennem årene har jeg af og til været en tur på ”Store Ravnsbjerg”, hvor jeg boede i mine første 11 år, men det er slut nu, for det hele er revet ned i september 2009 efter et par påsatte brande.

Jeg er så heldig, at nogle af mine gamle klassekammerater stadig bor i Viby og omegn. Vi er nogle piger, der ses jævnligt, og et par gange om året sender vi bud til drengene og tilbyder dem at være med til en udflugt, en frokost i Tivoli Friheden eller en juleøl på ”Peter Gift”.

Det er noget mærkelig noget, altså det der med at være pensionist, jo ældre man bliver, jo mere travlt får man. Men man vælger næsten selv tempoet.

 


Denne side er sidst opdateret... 21. januar 2015 @ 16:18 af..admin

Åbningstid:

Arkivet holder åbent:

Mandag 15,30-17,30

(-juli måned lukket)


Arkivernes Dag

11. november mellem kl. 10-16

i salen, Viby Bibliotek


Søg direkte efter vore billeder:

Det er valgfrit at benytte årsinterval
(Åbner i nyt vindue)


INFORMATION
Hjemmesidens seneste tilføjelser:
Find din gamle lærer!
Nu kan du søge efter personale på Viby skoler. Klik her eller se under Registre.


Nyheder August 2017 - findes under Foreningen