Min historie om Viby

En film på mit indre øjes skærm

– min historie om Viby

 

Else Vesterby

 

Omkring maj/juni 1936 kom jeg i min barnevogn til Viby. Min far, Kristian Vesterby Mikkelsen (1902 – 1972), og min mor, Gerda Elisabeth f. Mortensen (1902 – 1972), havde købt et hus, som murermesteren havde bygget til sig selv, men af en eller anden grund ville han pludselig sælge det, så mine forældre overtog det. Adressen var Rosenholmsallé 3 i Viby, jeg kan selvfølgelig ikke huske det, men har set mig selv på foto siddende i den sorte barnevogn.

Jeg har ingen erindringer om Viby, før jeg var 4 – 5 år, da var der huse på vejen helt ned til og med nr. 8 og på den modsatte side til nr. 7. Efter nr. 8 var det bondemandens marker med korn; det var bare så flot, lige inden det skulle høstes. En sommermorgen, da jeg vel har været 4½ år, vågnede jeg kl. 5, stod op, iførte mig mine shorts, gik ned ad trapperne, åbnede hoveddøren, tog mine sandaler på og gik ud gennem havelågen. Så fortsatte jeg ned til marken, hvor kornet var lige så højt, som jeg var; her vandrede jeg rundt og nød naturen uden at tænke på, at jeg var gået hjemmefra.

Da jeg begyndte at gå hjemad, mødte jeg min far, klokken har nok været 7.30, og han var temmelig vred over, at jeg bare var gået ud. Jeg kan ikke huske, hvordan historien endte, men skideballen var stor, og bagefter cyklede han på arbejde. Dette er den første episode, jeg husker fra min barndom.

 

B100047

Villaen Rosenholmsalle 3

 

Først omkring 1942-43 bliver jeg klar over, at krigen raser. Min mor køber den byggegrund, der er bag vores hus, fordi vi jo snart ikke kan købe noget som helst af det nødvendige til dagligdagen. Denne byggegrund skal hun bruge til at dyrke grøntsager til hele familien og tobak til sig selv. Når vi nu ikke kan få kød, må vi jo se at blive vegetarer, så jeg fik lært, at der var noget, der hed rødbedebøffer, selleribøffer og frikadeller lavet af kartoffelmos.

Fru Olsen, der var gift med Peter – kaldet Peter Banemand – kom sommetider over til mor, og så fik hun lov til at plukke af vores blomster i prydhaven, og hun fik også de grøntsager, vi ikke kunne nå at spise. Hvordan hun kunne have det hele på sin cykel, ved jeg ikke, men hun fik da cyklen pakket og kørte ind på torvet på Ingerslevs Boulevard, hvor hun solgte det, hun havde med fra Viby. Familien Olsen havde to halvvoksne piger, Inge og Vera, som naturligvis både skulle have noget at spise og tøj på kroppen.

Under hele krigen og et stykke tid efter byttede min mor børnetøj i ”Byttecentralen” på Søndergade, hvor Salling ligger i dag, men det har forandret sig så meget, at det ikke rigtig kan forklares, hvordan det så ud.

 

På Rosenholmsallé 5 boede en familie med tre piger og en dreng. Han var den ældste og hed Poul Erik Ramsing. Hele sin barndom øvede han sig på klarinet og blev senere en meget dygtig jazzmusiker.

Min mor og Poul Ramsing havde deres egen lille private krig. Han havde nemlig værelse i kælderen, så når han øvede sig om foråret og om sommeren, lukkede han vinduet op, og så kunne man rigtig høre musikken. Min mor gik simpelthen op i en spids, hun tog vores hund og bandt den til pæretræet ud for hans kældervindue, og så gøede den af fuld hals, hver gang han truttede i klarinetten.

I haven, Rosenholmsalle3. I baggrunden familien Ramsings villa.

 

Ved siden af vores grund med grøntsager boede Hjalmar Lystager og frue i en villa sammen med deres to drenge, Jørgen og Henning, og lige over for villaen lå Lystagers fabrikker. Jeg var vel kun 7 – 8 år, så det var ikke gået op for mig, at Hjalmar Lystager var frihedskæmper. Men pludselig en dag var hele familien rejst, de var flygtet til Sverige for at undgå at blive taget af Gestapo, men så skete der bare det, at fabrikken blev sprængt i luften af tyskerne og deres håndlangere – schalburgtage kaldte man det.

Selv om jeg ikke var ret gammel, så var det så forfærdeligt for mig og min familie, og jeg kan endnu i dag lige så let som at trykke på en knap spille det af som en film på mit indre øjes skærm.

 

Som 6-årig havde jeg fået en lillebror, han blev født den 19. april 1942 og døbt Niels Christian. Jeg sov i mine forældres soveværelse, hvor også min brors seng stod. Vi var nødt til at sove dér alle fire, for i mit værelse boede min mors bror Carl Johan, som var frihedskæmper. Heldigvis havde Gestapo ikke kendskab til vores adresse.

Den aften Lystagers fabrik røg i luften var min bror og jeg kommet i seng, og mine forældre opholdt sig i stuen nedenunder. Pludselig lød der et kæmpemæssigt brag, og alle vinduerne blev sprængt i stykker. Min bror, der lå i sin barneseng lige inden for vinduet, blev dænget til med glasskår, og dele af fabrikken lå og brændte på vores græsplæne. Det var uhyggeligt.

Den 5. maj 1945 kom familien Lystager hjem fra Sverige. Hjalmar havde det dårligt, og man byggede i baghaven et nyt hus, som han kunne trække sig tilbage til og bo i. Derefter blev der opført en ny fabrik, og i begyndelsen af maj 1946 fødte fru Lystager tvillinger, en dreng og en pige. Drengen døde desværre, men pigen, Birgit Lystager, voksede op og blev en meget dygtig sangerinde. I dag bor hun i Ebeltoft sammen med sin mand, musikeren Freibert.

 

Da jeg var 10 år, begyndte jeg at spille håndbold, og det stoppede jeg først definitivt med, da jeg blev 46 år. Jeg spillede i VIF, som ved krigens slutning og et stykke tid derefter havde en stor græsmark på Grundtvigsvej og en træbygning, hvor vi kunne klæde om. Der var fodbold- og håndboldbaner fra præstegården og helt hen til Øster Allé, hvor der senere er blevet bygget beboelsesejendomme.

Vi spillede håndbold om sommeren og klædte om i skuret, til det en dag brændte ned, så var det slut med håndbold, indtil det nye Viby Stadion blev lavet. Her spillede vi udendørs på græsbaner om sommeren og inde i hallen om vinteren.

 

Jeg gik selvfølgelig i Viby Skole lige over for kirken, men om vinteren skulle vi lære at danse, og det foregik på Hotel Viby, der lå over for det nuværende Viby Centret; på hotellet var det danselærer Møller, der underviste.

Det er lidt synd, at Strøget i Viby har forandret sig. Jeg tænker på købmand Henning Sørensen, der bragte varerne ud, hvis min mor ikke kunne have dem på sin cykel; og lige ved siden af købmanden var slagter Nielsen, hvor vi også handlede. På den modsatte siden af Kongevej lå Brugsen; som barn har jeg aldrig været derinde, fordi min far havde forbudt det. Han var bogholder på Århus Dampmølle, hvor bønderne kørte deres korn ind og fik det malet til mel. Dampmøllen solgte det så til købmændene og bagerne, nok mest til bagerne, men min mor måtte ikke handle i Brugsen, hun skulle handle hos købmanden. Sådan var det altså hos os i gamle dage.

På samme side som slagter Nielsen var ”Slikmutter”, her købte vi børn slik, når vi havde været hos skoletandlægen. På denne side af vejen lå også Den Blaa Butik, men her kom jeg naturligvis aldrig, da jeg hverken skulle have skjorter eller sokker.

Kino Viby, ja, her stod vi i kø om søndagen for at komme ind til eftermiddags- forestillingen; det kostede vist 75 øre. Der var en fast søndagsgæst i Kino, jeg tror, han hed Hans Jørgen, det var ham med løbehjulet, han så næsten alle film og sad altid på første række.

 

I 1950 blev jeg konfirmeret i oktober måned sammen med alle dem, jeg gik i klasse med. Vi gik til præst hos pastor Gaarn Larsen i Viby præstegård ved siden af kirken. Vi var ikke særlig søde ved præsten, jeg tror, vi lagde vores tyggegummi på hans brændeovn, så det smeltede og stank; vi gad ikke læse på noget af alt det, vi skulle, og mon ikke vi også på et tidspunkt smed vores bøger op i et kastanietræ, som stod på gårdspladsen.

Et par dage efter at vi var blevet konfirmeret kom Gaarn Larsen rundt i hjemmene, og da min mor råbte til mig, at hun netop havde set præsten ude ved havelågen, så flygtede jeg op ad trapperne til mit værelse, lukkede døren og hoppede ned under dynen.

Om mandagen holdt vi ”blå mandag” og gik rundt inde på Strøget i Århus i vores 2. dags-tøj; dengang havde pigerne også hat på, sådan var det altså bare. Vi var på flere konditorier, Marie Christensen og Jarle, og om aftenen var vi i biografen.

 

Nu nærmer den dag sig, da jeg forlader skolen; jeg vil ud for at tjene penge, og i en alder af 16-17 år kommer jeg på kontoret på Skadhedes Farve- & Lakfabrik, her passer jeg telefonen og skriver faktura. Det varer nu ikke så længe, inden jeg forlader Viby og begynder at arbejde hos en advokat på Strøget i Århus, det er jo lige sagen for en ung pige.

Min tid i Viby er ved at være forbi, men der er nok mange ting, jeg ikke har nået at få fortalt.

 

Århus, maj 2010

 

 

*

 


Denne side er sidst opdateret... 15. juni 2017 @ 16:29 af..admin

Åbningstid:

Arkivet holder åbent:

Mandag 15,30-17,30

(-juli måned lukket)


Vi ønsker alle en god sommer.


 

Søg direkte efter vore billeder:
Det er valgfrit at benytte årsinterval
(Åbner i nyt vindue)


INFORMATION
Hjemmesidens seneste tilføjelser:
Find din gamle lærer!
Nu kan du søge efter personale på Viby skoler. Klik her eller se under Registre.


Nyheder Maj 2017 - findes under Foreningen