Her kan du få mere at vide om emner der relaterer sig til tidsperioden, og termer der indgår på gårdsiderne.
Informationerne er indsamlet via internettet primært fra: Wikipedia, den frie enclopædi. da.wikipedia.org
Hartkorn
Hartkorn betyder “hårdt korn”, altså brødkorn, og angiver jordens bonitet. I den lange periode, hvor al betaling foregik som byttehandel med konkrete varer var det nødvendigt med en fælles “møntfod”. Man besluttede sig til at sammenligne alle varer med værdien af det såkaldte “hårde korn” eller hartkorn. Hartkorn måltes i tønder, ikke at forveksle med tønder land. 1 tønde = 8 skæpper = 32 fjerdingkar = 96 album. Mindste enhed er 1/4 album.
Ved enevældens indførelse i 1660 var staten næsten bankerot, adelen havde mistet al troværdighed i løbet af svenskekrigene, og Frederik 3. skulle bruge penge. I stedet for at lade skatteinddrivningen ske via adelen, ønskede monarken i det enevældige kongerige selv at stå for statens finanser.
Efter flere mere eller mindre mislykkede forsøg fik man i 1688 indført Christian 5.s matrikel. Det var den første egentlige matrikel, og efter svensk forbillede klassificerede man alle ejendomme efter deres areal og jordens bonitet. Jordbunden blev opdelt i seks klasser efter ydeevne, og tabellen viser her, hvor store arealer, der skulle tilsås for at ejeren kunne beskattes med 1 td. hartkorn. Altså: på den allerringeste jord var ydeevnen så lav, at der kun kunne inddrages 1 td. hartkorn i skat for hver 20, der blev tilsået.
| Jordtype | Skatteprovenu | Årlig udsæd |
| Allerbedste jord | 1 td. hartkorn | 2 tdr. udsæd |
| God jord | 1 td. hartkorn | 4 tdr. udsæd |
| Middel jord | 1 td. hartkorn | 6 tdr. udsæd |
| Skarp jord | 1 td. hartkorn | 9 tdr. udsæd |
| Ond jord | 1 td. hartkorn | 12 tdr. udsæd |
| Allerværste jord | 1 td. hartkorn | 16 tdr. udsæd |
| Uden for kategori | 1 td. hartkorn | 20 tdr. udsæd |
Tabellen viser udregning af skatteskyld i forhold til jordtype.
Der beregnedes 14.000 kvadrat-alen til 1 td. udsæd.
Jord af 24 tdr. udsæd, hvor årligt 2/3 blev tilsået, medens 1/3 lå brak, regnedes for 16 tdr. årlig udsæd, og en jord af 12 tdr. udsæd, som kun blev tilsået hvert sjette år, regnedes for 2 tdr. årlig udsæd.
| Høavl | Læs for hver td. hartkorn i skat |
| Mærskhø | 10 |
| God eng | 16 |
| Geest-, kær-, ler- og skovhø | 24 |
| Star, lyngblandet hø | 32 |
| Græsning | Høveder for hver td. hartkorn i skat |
| God sort | 24 |
| Middel sort | 32 |
| Ond sort | 40 |
| Skov overalt | 24 svins olden pr. td. hartkorn. |
Christian 5.s matrikel fungerede som beskatningsgrundlag frem til 1844. Det var en fuldstændig registrering af al dyrket jord, som blev takseret efter det, der blev kaldt hartkornsboniteringen. Systemet blev dog forældet i forbindelse med udskiftningen, udflytning af gårde og omfordeling af jord i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede:
Derfor blev der lavet en ny jordtypebedømmelse i 1844, den såkaldte Matrikelbonitering, som er den mest detaljerede kortlægning af jorden i Danmark til dato. Ud over den arealmæssige information indeholder kortene også oplysninger om arealanvendelsen ved den store udskiftning i 1780’erne og information om jordens produktionsevne – dens bonitet.
| Produkt | Værdi i td. hartkorn |
| 1 td. rug eller byg | 1 td. hartkorn |
| 12 gæs | 1 td. hartkorn |
| 24 høns | 1 td. hartkorn |
| 1 td. hvede eller ærter | 1½ td. hartkorn |
| 1 td. gryn eller hvedemel | 2 tdr. hartkorn |
| 1 td. honning | 6 tdr. hartkorn |
Tabellen viser omregningen fra forskellige naturalier til tdr. hartkorn.
Den nye matrikel, 1844 Matrikelboniteringen, indeholdt en landsdækkende kortlægning af matriklerne samt en optegning af et helt nyt matrikelkort (1:4000). Kortene er såkaldte økort, hvilket vil sige, at hvert kort omhandler ét ejerlav udarbejdet med udgangspunkt i landsbyen eller hovedgården.
Bonitetsbedømmelsen blev gennemført i perioden fra 1806 til 1826. Agerjorderne blev vurderet efter deres evne til at avle korn. Eng blev vurderet i forhold til mængden og kvaliteten af høhøsten, og andre arealer blev vurderet efter det antal kreaturer, som arealet kunne yde græsning til. Jorderne blev vurderet i henhold til en 24-trins-skala, hvor den bedste jord fik takst 24. For at fastlægge værdien af taktgrundlag 24 udpegede man et gårdlav.
Markernes bonitet og deres arealstørrelse var grundlaget for bestemmelse af de forskellige gårdes hartkorn, som igen udgjorde beskatningsgrundlaget. 1844-matrikelboniteringen blev brugt som skattegrundlag i ca. 60 år. I 1903 vedtog man en ny skattelovgivning, hvor hartkorn forsvandt som beskatningsgrundlag. Det hindrede dog ikke, at 1844-matriklen blev brugt både i erhvervsmæssige og private sammenhænge langt op i det 20. århundrede.
Hoveri
Hoveri var en ydelse, i form af arbejdsdage, som en fæstebonde skulle udføre på eller for det gods, hans gård tilhørte. Der var forskellige typer:
SPANDAGE, hvor fæsteren stillede med heste og vogn.
PLØJEDAGE, hvor der krævedes plov og trækdyr
GANGDAGE, hvor det var tilstrækkeligt at en person mødte op – det kunne også være en karl på fæstegården.
ÆGTKØRSEL – der var pligtkørsel der ofte gik på omgang blandt fæsterne og var afhængig af de lokale transportbehov. Ægtkørsel kunne også udskrives af kongen, de såkaldte fadebursægter.
Oprindeligt var det fastlagt hvor meget der skulle ydes , men op gennem det 17. århundrede og det 18. århundrede blev det mere og mere vilkårligt, og blev forøget med ekstradage, så det efterhånden gik ud over arbejdet på fæstegårdene.
Tiende
Tiende bruges om det fænomen, at man betaler en skat på oprindeligt en tiendedel af ens indkomst til en kirke eller lignende religiøs institution.
Tiende kendes først fra det antikke Mellemøsten, bl.a. fra Babylonien, men det er også beskrevet i den hebræiske bibel, fx 1 Mos 14, 18-20, hvor Abraham betaler tiende til Melkizedek, og 3 Mos 27, 30, hvor israelitterne pålægges at betale tiende til Jahve “af landet, både jordens korn og træernes frugt”.
Denne praksis blev med tiden også taget i brug inden for kristendommen. Den tidlige kirke havde intet formaliseret tiendesystem, men ideen blev nævnt på flere kirkemøder, indtil den i 787 blev godtaget under pave Hadrian 1.
I dansk kontekst var tienden en skat til kirken, som blev indført først i 1100-tallet under Kong Niels. Bønderne skulle betale en tiendedel af deres afgrøde, og den blev delt i tre dele: til opførelse og vedligholdelse af kirkerne (kirketiende), til underhold til præster (præstetiende) og til biskopperne (bispetiende). Især den sidste del mødte stor modstand, dels fordi man ikke havde noget med bispen at gøre, dels fordi det var vanskeligt at transportere kornet til en ofte fjern bispegård. Tiende-skatten førte til, at kirken blev tilført store midler, hvilket resulterede i opførelsen af de mange granitkirker over hele landet, hvor i hvert fald selve kirkeskibet for de flestes vedkommende er opført i 1100-1200-tallet.
En del af årsagen til, at reformationen fik så stor opbakning, var et håb om at slippe af med tienden, men det blev dog kun tilfældet for adelen; bispetienden blev i stedet inddraget af kongen som kongetiende. Kongetienden kom med tiden på andre, til dels private, hænder, og det samme skete med kirketienden. Ved den sidste havde tiendeejeren dog samtidig pligt til at vedligeholde kirken.
Tienden ydedes oprindelig som en bruttoafgift, men men allerede 1740 blev kvægtienden omsat til en fast afgift for hvert dyr, der skulle være leveret in natura, og ved en forordning af 8. januar 1810 blev det bestemt, at korntienden af enhver tiendeyder (decimant) skulle kunne fordres omsat til en fast årlig afgift. Denne sidste bestemmelse fik dog ikke stor betydning, bl.a. fordi omsætningsreglerne var ugunstige for tiendeyderne. Man bestemte da ved lov af 14. april 1852, at den tiende, som endnu ydedes i kærven (dvs. blev udtaget af neg på marken i modsætning til i skæppen, hvor tiende blev udtaget af det tærskede korn) skulle være omsat til faste årlige afgifter inden 1. januar 1856. Fra da af kunne tiende ydes enten i et fast pengebeløb, in natura eller efter kapiteltakst. Langt det meste blev ydet in natura eller efter kapiteltakst. Imidlertid blev uviljen mod hos bondestanden mod tiende stadig stærkere. Der blev derfor gjort en række forsøg på helt at komme af med tienden.
Ved lov af 8. maj 1894 kunne tiende omsættes til en en fast kapital, hvis der var nået enighed mellem tiendeejeren og mindst 2/3 af tiendeyderne regnet i forhold til både sidstnævntes antal og tiendens størrelse. Statskassen kunne i så fald støtte tiendeyderne med billige lån, hvor rentesatsen var 3,5%. Loven førte imidlertid ikke til de store forandringer. Først da man med lov af 15. maj 1903 gennemførte en tvungen tiendeafløsning forandredes situationen. Tiendeafløsningen begyndte i 1908 og blev afsluttet i 1918. Herefter blev kirkeskatten indført i 1920.
I mange danske kirkesamfund uden for folkekirken bruges stadig en form for tiende, hvor medlemmerne ideelt set betaler en betydelig del af deres indkomst til kirkens eller menighedens drift. Det ses i en række frikirker, f.eks. Pinsekirken, Apostolsk Kirke, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, Syvende Dags Adventistkirken m.fl.
Fæstevæsenets oprindelse
I den tidlige vikingetid var bønderne frie selvejerbønder. Fæstevæsenet er formentligt opstået i forbindelse med trællenes frigivelse i 1100-tallet og 1200-tallet. Mange af de frigivne trælle kan være blevet fæstere under deres tidligere herrer.
Under de urolige år i slutningen af Middelalderen blev mange tidligere frie bønder til fæstebønder. Fæstevæsenet blev den almindelige ejerform i dansk landbrug.
Danske fæstebønder
Omkring 1750 boede langt de fleste mennesker i Danmark på landet. Landskabet var dengang præget af store områder med uopdyrket jord – overdrev – og landsbyer, hvor gårde og huse lå tæt sammenbyggede. Omkring landsbyen lå de opdyrkede jorder. En landsby kunne før landboreformerne rumme op til 15-20 gårde foruden husmandshuse og håndværkerhjem. Desuden var der i de større landsbyer også en kirke, skole, smedje og evt. et fattighus.
En fæstebonde (fæster) var en landmand, der havde et fæstebrev på en fæstegård. Fæsteforholdet trådte i kraft, når indfæstningen var betalt. Hvis fæsteren overholdt betingelserne i fæstebrevet (kontrakten), kunne jordejeren ikke opsige fæsteforholdet i bondens og hans enkes levetid. Den folkelige betegnelse for en fæstebonde var hovbonde. Fæstebønder spillede en stor rolle i Danmark indtil slutningen af det 18. århundrede.
Fæstebøndernes titler
Afhængig af landbrugets størrelse havde fæstebønderne forskellige titler:
Gårdfæstere (evt. gårdmænd), hvis landbruget var på 3-11 tønder hartkorn.
Fæsteboelsmænd, hvis landbruget var under 3 tønder hartkorn.
Fæstehusmænd eller husfæstere for de helt små landbrug.
Fæstebondens ydelser
Fæstebonden skulle betale landgilde til jordejeren. Desuden skulle han gøre hoveri (pligtarbejde for godsejeren). Det er derfra, det folkelige udtryk hovbonde er opstået.
Ligesom selvejerbønderne skulle fæstebønderne også betale tiende og offer til kirken samt forskellige skatter til staten. Det var godsejeren, der havde ansvaret for, at skatterne til staten blev betalt. Hvis en bonde ikke kunne betale sin skat, måtte godsejeren lægge ud for ham og så få beløbet, når bonden fik råd til at betale. Dette betød, at fæstebønderne let kom i gæld til godsejeren.
Fæstebondens personlige retsstilling
I lande med livegenskab havde jordejeren en slags ejendomsret til bønderne. (Dette gjaldt for eksempel i Rusland frem til 1861.) Der var ikke livegenskab i det egentlige Danmark. Her havde bønderne i princippet personlig frihed. Friheden var dog indskrænket.
Fra 1702 blev vornedskabet afskaffet på den sjællandske øgruppe.
Senere i 1700-tallet indførtes der stavnsbånd over hele landet. Stavnsbåndet betød, at visse aldersgrupper af mænd og drenge ikke måtte flytte fra godset. Stavnsbåndet var officielt indført, for at godsejerne kunne skaffe fæstere til ledige gårde, og for at der kunne udskrives tilstrækkeligt med soldater til landmilitsen.
Stavnsbåndet betød dog ikke meget for fæstebonden. Han havde jo ingen interesse i at forlade sin gård. Derimod gav stavnsbåndet godsejerne og ridefogederne en stor magt over de ugifte bondesønner. Godsejeren kunne lade bondesønnerne springe soldat eller presse dem til at overtage en forsømt fæstegård.
Godsejeren havde stor indflydelse på retsplejen i første instans. Enten ved at han selv var dommer, eller ved at birkedommeren eller herredsfogeden var afhængig af godsejeren. De større sager kunne appelleres til uafhængige domstole.
Godsejernes magt i det daglige blev begrænset af, at landsbyerne havde indre selvstyre, og af at fæstebonden var overhoved for sin egen husstand.
Arvefæste
Når en fæstegård blev ledig, blev den ofte overtaget af en søn eller svigersøn af den tidligere fæster. Godsejeren kunne dog give gården til en fremmed.
For at undgå den usikkerhed, som dette gav, blev der indført arvefæste på statens jorder. Dette betød, at en kongelig fæstebonde kunne være sikker på, at de forbedringer, som han indførte på sin gård, kom hans egen slægt til gode
Afviklingen af fæstevæsenet
Stavnsbåndets løsen i 1788 var det første skridt til at indføre selvejet som den almindelige ejerform i landbruget. Udviklingen skete i forskelligt tempo rundt om i landet. Afviklingen af fæstevæsenet blev hæmmet af Napoleonskrigene og landbrugskrisen i 1820’erne.
I 1840’erne var 5/6 af gårdmændene stadig gårdfæstere. Kravet om afvikling af fæstevæsenet blev rejst politisk af partiet Bondevennerne.
Det lykkedes ikke partiet at få kravet med i Grundloven af 1849. Derimod blev der i 1850’erne gennemført en lov, der skulle tilskynde godsejerne til frivilligt at sælge deres fæstegårde. For hver 9 fæstegårde, som en godsejer solgte, kunne han frit inddrage den 10. gård direkte under godset.
Selv om udviklingen gik langsomt, lykkedes det efterhånden fæsterne på de mindre godser at købe sig fri. På de store godser, (grevskaber og baronier), skete der derimod intet før efter Første Verdenskrig.
I 1919 vedtog Rigsdagen en lov om afvikling af grevskaber og baronier. I 1922 bestemte Højesteret, at greverne og baronerne lige som de mindre godsejere frit kunne beholde hver 10. af de tidligere fæstegårde. Loven trådte i kraft i 1925, og det gamle fæstevæsen forsvandt.
Forpagtere og statshusmænd
Det var dog ikke alle landmænd, der blev selvejere. Præstegårdene og enkelte andre gårde blev forpagtet ud. Desuden blev der oprettet en række statshusmandsbrug på statens jorder.
Ejerforhold Fæstegårde
Fæstegårde kunne være ejede af godsejere, af kongen (staten) eller af kirken.
Fæsteforholdet var reguleret af en omfattende lovgivning. Jordejeren kunne derfor ikke disponere frit over den skattepligtige bondejord. Regeringen ville undgå ødegårde. Derfor var jordejeren forpligtet til at finde en ny fæster, når bonden (eller hans enke) døde. Kun i ganske særlige tilfælde kunne jordejeren få tilladelse til at nedlægge en fæstegård.
Retsforhold
Oprindeligt var retshåndhævelsen en sædvaneret, som man selv måtte sørge for blev eksekveret.
Som regel var der tale om erstatninger, men i drabssager var der tale om blodhævn, der nogle gang førte til voldsomme slægtsfejder.
Afgørelserne blev truffet på ting, af hvilke der var forskellige.
Ting betyder fastsat tid, og det blev også holdt på faste pladser, og altid under åben himmel – dvs offentligt, og der var en forpligtigelse til fred på tingstedet.
Tingmænd var kun bofaste, ejendomsbesiddende mænd inden for det givne tings område.
De fleste sager handlede om ejendomsrettigheder.
I kriminalsager var der sjældent nogen efterforskning, og i de fleste tilfælde handlede tingbehandlingen om at skaffe fred og forlig. En anklaget kunne sværge sig uskyldig, og evt. mededsmænd som vidner.
Herredsting og Birketing var underretterne på landet, mens der i købstæderne var Rådstueretten, hvor Borgmesteren og Magistraten sad og Bytinget, som var en offentlig forsamling.
Stavnsbåndet
Stavnsbåndet blev indført i 1733 efter ønske fra godsejere og militær. Det indebar, at alle mænd på landet mellem 14 og 36 år skulle blive på det gods, hvor de var født, så længe godsejeren kunne tilbyde dem arbejde eller fæste. Aldersgrænsen blev udvidet i 1742 og igen i 1764, så stavnsbåndet gjaldt for alle mænd på landet mellem 4 og 40 år. Resultatet var, at bonden blev tvunget til at være jordbruger på samme sted i de mest aktive år af sit liv.
Det var godsejerens ansvar at sørge for soldater til landmilitsen, så begrundelsen for stavnsbåndet var, at der skulle være mandskab nok på godserne hertil. Den egentlige årsag var dog at sikre godsejerne arbejdskraft. Stavnsbåndet var i princippet ikke noget nyt. Fra omkring år 1500 havde man på de sjællandske øer haft vornedskab. Det indebar, at bondesønner skulle blive på det gods, hvor de var født hele livet igennem.
Stavnsbåndet blev indført for at afhjælpe en alvorlig landbrugskrise i 1730’erne, som bl.a. skyldtes svigtende efterspørgsel fra vore eksportlande og afvandring af folk fra landet til byerne. Derfor havde godsejerne vanskeligheder med at finde fæstere til deres gårde og karle til at hjælpe med arbejdet. Resultatet var, at hverken godsets jord eller fæstegårdenes jord blev dyrket optimalt. Oven i det skulle godsejerne selv betale skat for de tomme fæstegårde. Med mangel på folk var det også svært for godsejerne at undvære mænd til militæret. Godsejerne var derfor interesseret i at få indført stavnsbånd, så de kunne holde på bønderne og tvinge dem til at overtage fæstegårde. Godsejerne fik hjælp fra militæret, som også var utilfredse, fordi landmilitsen var blevet ophævet i 1730 af økonomiske grunde. Militæret og godsejerne gik sammen, og i 1733 fik de genindført landmilitsen kombineret med stavnsbåndet.
Fattigloven af 1803
De fattige blev opdelt i 3 kategorier:
De gamle, de syge og svækkede, som skulle have mad og de nødvendige fornødenheder såsom husly, varme og sygehjælp.
Familier eller personer som ikke kunne eller ville arbejde; De skulle så vidt muligt sættes i arbejde, og hjælpes så meget at de ikke fristedes til at tigge.
Forældreløse og børn fra familier der ikke kunne klare sig selv. De blev sendt i pleje eller tjeneste, hvor det kunne gøres mest økonomisk.
Administrationen af fattigforsorgen blev varetaget af en sognekommission med sognets præst som formand og 3-4 sognemænd. De afgjorde, hvem der skulle understøttes og hvordan, og de fordelte udgifterne – som hovedsagelig var naturalier men også penge– mellem de enkelte gårde i sognet
Gods
Et gods er en hovedgård med tilhørende fæstegårde og disses jorder. Under Enevælden udgjorde godserne en væsentlig del af landets administrative inddeling, idet kun købstæderne og enkelte andre lokaliteter var uden for et gods’ jurisdiktion.
Godset, fæstesystemet og landgilde.
Landsbyens beboere ejede kun de færreste steder den jord, de dyrkede, eller de bygninger de boede i. De var fæstebønder, dvs. gård- eller husfæstere under et gods, som var ejet af en adelig eller borgerlig godsejer, kronen eller en institution, fx Københavns Universitet.
I det daglige så fæstebønderne på de store højadelige godser ikke meget til deres herskab. Herskabet havde ofte flere godser at bebo på skift, og en del af året blev tilbragt i København. En godsforvalter og en godsinspektør stod for den daglige ledelse af godset. Godsets indtægter kom fra hovedgårdsjorden, dyrket af godset selv, dvs. fæstebønderne, og fra bøndergodset – dvs. fra fæstegårde og huse – i form af afgifter.
Fæstebønderne havde brugsretten over jord og bygninger mod at betale en række ydelser. Ved overtagelsen af gården eller huset skulle der skrives fæstebrev og betales en indfæstningsafgift. I fæstebrevet stod, hvor meget der skulle betales i årlig landgilde til godsejeren. Denne ydelse lå fast og kunne på en middelstor gård udgøre: 2 tdr. rug, 5 tdr. byg, 2 tdr. havre, l lam, l gås, nogle høns og 20 æg. Landgildets størrelse kunne variere meget fra gods til gods.
Fæsteren skulle endvidere yde hoveri – dvs. en arbejdsydelse – til godsejeren. Hvor meget arbejdskraft den enkelte bonde skulle stille til rådighed afhang af, hvilket gods han hørte under.
Avlingshoveriet var det egentlige landbrugsarbejde, der skulle udføres på hovedgårdens marker – pløjning, såning, harvning, høst, tærskning o.lign. Dette arbejde kolliderede ofte med, at bonden selv skulle udføre det samme på sine marker, og han måtte så enten lade sit eget arbejde vente eller forsøge at købe sig fra pligterne ved at betale en husmand for at udføre arbejdet. Foruden avlingshoveriet var der også småhoveriet, som kunne være hjælp i hovedgårdens husholdning – bagning, slagtning, vask, havearbejde o.lign. Småhoveriet blev ofte udført af husmænd, der normalt skulle yde ugedagstjeneste, hvilket vil sige arbejde 52 dage om året. Hoveriet for en fæstegård kunne derimod komme op på over 200 dage om året, såfremt ydelsen ikke blev betalt i penge – det kaldtes hoveriafløsning.
Foruden indfæstning – som var en engangsydelse – landgilde og hoveri skulle fæstebonden også betale tiende til præsten og skatter til kongen.
En undersøgelse af vestfynske godser har vist, at ca. l/3 af et gods’ indtægter kom fra bønderne, først og fremmest gennem landgilden. Hertil kom, at godsernes hovedgårdsjord ikke kunne drives uden den arbejdskraft, hoveriet gav.
Birk
Selvstændigt retsområde som regel under et gods.
Herremanden måtte ikke selv dømme ved et Birketing, men det var ham der ansatte og aflønnede både Birkedommer og birkeskriver, så han har nok haft afgørende indflydelse på sagsforløbene.
Der kunne dog appelleres til landsoverretten.
Herredsting
Indelingen af landet i Herreder kan spores helt tilbage til 600-tallet – altså i jernalderen, men den ældste omtale er fra 1085.
I 1650 var der 178 herreder i Danmark.
Jylland var tillige opdelt i 15 sysler, hvor østjylland ligger i Åbo og Lover syssel
Herredstinget blev afholdt hver uge, og den væsentligste funktion var at vidnebekræfte ejendomshandler og aftaler m.v.
Herredsfogeden udgjorde lokalsamfundets myndighed, og var både politimester og dommer ved Herredstinget. Under sig havde han nogle retsbetjente, der udgjorde den daglige myndighed.
Man taler også i forskellige tider om Landsting , Sysselting og Birketing.
Birketing
Et Birk var et selvstændigt retsområde som regel under et gods. Ordet birk tilsvarer det tyske Bereich (= område).
Herremanden måtte ikke selv dømme ved et Birketing, men det var ham der ansatte og aflønnede både Birkedommer og Birkeskriver, så han har nok haft afgørende indflydelse på sagsforløbene. Der kunne dog appelleres til landsoverretten. I Jylland blev appelsagerne afgjort af landsdommerne før 1805 og af Landsoverretten for Nørrejylland efter 1805.
De fleste birk blev afskaffet med Landboreformerne, men enkelte fortsatte deres virksomhed langt ind i 1800-tallet.
Landsting
Danmark var opdelt i 3 lande og vi kender tre landsting: Viborg, Ringsted og Lund.
Deres vigtigste opgave var at hylde kongen ved tronskifte, og var både politiske forsamlinger og lovgivende og dømmende; De havde en vis fortrinsret for Herrdstinget, men var ikke en direkte appelinstans, men man kunne i visse tilfælde få sin sag flyttet til landstinget.
Statsbankerot.
Statsbankerotten i 1813 – Da staten gik bankerot i starten af 1800-tallet, gav staten i 1813 den daværende Rigsbank en prioritet i alle faste ejendomme forud for alle andre prioriteter på 6 pct. af ejendommens værdi. Hæftelsen kunne afbetales i rede sølv og skulle ellers forrentes med 6½ pct. i sølvværdi.
I 1818 oprettedes Dan marks Nationalbank og Rigsbanken blev overtaget. Staten overtog forpligtelsen for renten for en del af bankhæftelsen over for Nationalbanken. I 1838 blev der uenighed om, hvor meget staten skulle betale til Nationalbanken. Man indgik et kompromis, og i den forbindelse overtog Nationalbanken obligationer, der amortiseredes over 38 år – de udløb altså i 1876.
Kirkeretten
Kirken kæmpede gennem hele middelalderen for at få indført sit eget retssystem, den kanoniske ret, der i 1100-tallet udviklede et logisk og sammenhængende retssystem.
Denne virkede i alle sager om kirkelige anliggender, herunder også moral og ægteskab.
Den stillede store krav til bevisførelsen, og førte ansvaret over på den enkelte istedet for slægten.
De kirkelige retter blev ret meget brugt, fordi de lagde vægt på faktiske beviser istedet for edsaflæggelse; De var også kendt for at være effektive i gældssager.
Lokalt:
Landbrug i Viby
I middelalderen var jorden i Viby under Aabo syssel ligesom resten af det tidligere Århus Amt.
Fra reformationen i 1536 blev Viby underlagt det nyoprettede Aarhusgaards Len og fra enevældens indførslen i 1660 Havreballegaard Amt.
Gårdene på Vibyegnen var indtil landboreformerne i slutningen af 1700-tallet underlagt de to store godser Constantinsborg og Marselisborg, hvortil fæstebønderne har skullet yde hoveri og betale landgilde.